Pressemeddelelse -

IDA viser vejen til dansk klimaneutralitet

IDA præsenterer i dag rapporten IDAs Klimasvar 2045, der kortlægger Danmarks vej frem mod klimaneutralitet allerede i 2045. Rapporten får ros med på vejen af Dansk Fjernvarme. 

IDA leverer i en faglig og solid rapport en lang række anbefalinger, som tilsammen understreger fjernvarmeteknologiens bærende rolle i den grønne omstilling.

Sådan lyder reaktionen fra Dansk Fjernvarme, brancheorganisationen for landets fjernvarme- og køleselskaber, oven på offentliggørelsen af rapporten IDAs Klimasvar 2045, der viser vejen mod klimaneutralitet allerede i 2045.

Ifølge IDA skal landets naturgasområder omstilles til fjernvarme. Et udvidet fjernvarmegrundlag skal bidrage til sektorintegrationen ved at overtage overskudsvarme fra både industri, datacentre og elektrolyse, ligesom indpasningen af flere grønne energikilder og nye, store varmelagre vil bidrage med CO2-reduktioner og balancering af elnettet.

Det begejstrer Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, der roser rapporten for at gøre op med brug-løs-tænkningen, der præger dele af energisektoren:

- Hvis vi skal indfri vores fælles klimamål i såvel 2030 som i 2045, så kræver det et solidt bidrag fra alle sektorer og et opgør med tænkningen om, at så længe vi bare investerer løs, så skal vi nok komme i mål. Vi skal også bruge energien effektivt, og vi skal genbruge energien, der hvor vi kan, opsamle og lagre den, til vi har brug for den, og i det hele taget udnytte de enkelte teknologiers styrker, siger Kim Mortensen, der fortsætter:

- Det er en fremragende og meget solid rapport, som IDA i dag har fremlagt. Den udmærker sig især ved at have blik for helheden og ikke forfalde til at pleje særinteresser i de enkelte sektorer. Det er netop blikket for helheden, vi har brug for i øjeblikket, hvor investeringsvilligheden i såvel industrien som på Christiansborg synes at være ganske markant.

Gør industrien grønnere
Ifølge IDA skal fjernvarmegrundlaget udvides til 63 PJ i 2045. Dette skal ske ved, at fjernvarmen skal erstatte naturgassen i de kollektive områder, mens individuelle varmepumper fortrinsvis skal være forbeholdt oliefyr i landdistrikterne.

Samtidig skal forsyningen med fjernvarme- og køling udbredes til industrien. En løsning, som udpeges som den anden vigtigste overhovedet i omstillingen af den danske industri, der til gengæld skal kunne afsætte mere overskudsvarme til fjernvarmenettene.

Overskudsvarme udpeges som en energikilde med stigende betydning for fremtidens fjernvarme og omstillingen generelt set, hvor også varme fra datacentre og elektrolyse fra PtX skal indpasses.

- Nøglen til at sikre klimaneutralitet i 2045 og 70%-målsætningen i 2030 bliver vores evne til at sektorintegrere. Og det er netop, hvad fjernvarmen kan. IDA laver en fremragende anskueliggørelse af, hvordan fjernvarmen nyttiggør vores stigende mængde fluktuerende vedvarende energi og samtidig bistå industrien med at omstille sig. Fjernvarmen bliver den sammenhængsskabende kraft, som sektorintegrationen er gjort af, hvormed vi kan balancere vores energisystem, siger Kim Mortensen.

Grøn varme kræver strategisk sigte
Kim Mortensen hæfter sig ved, at IDA tildeler fjernvarmen et vigtigt ansvar for at gøre Danmark klimaneutral i 2045. Han er derfor også glad for IDAs anbefalinger til udfasningen af den fossile boligopvarmning.

I anbefalingerne fremgår det, at fjernvarmen skal udvides i naturgasområder, mens individuelle varmepumper skal placeres i områder med fortrinsvis oliefyr.

- Jeg er glad for, at IDA har øje for, at udbygningen med grøn varme skal planlægges strategisk rigtigt. Fjernvarmen kan levere en stor del af omstillingen, men det kræver også, at fjernvarmeområderne udvides inden for de kollektive forsyningsområder, og ikke bliver kannibaliseret af individuelle løsninger. Det er en vigtig pointe, som der skal være politisk fokus på frem mod både 2030 og 2045, siger Kim Mortensen.

Fakta: Udvalgte konkrete tiltag fra IDA’s rapport:

- Olie- og gasfyr afvikles inden 2030 og erstattes med fjernvarme og individuelle varmepumper.

- Fjernvarme udvides til 63 pct. af varmebehovet, primært på bekostning af naturgasområder.

- Individuelle varmepumper skal primært installeres uden for eksisterende naturgasområder.

- Mere overskudsvarme fra industri og datacentre.

- Overskudsvarme fra elektrolyseanlæg.

- Fjernvarme til biogasanlæg og industri.

- Store varmelagre, særligt i større fjernvarmenet.

- 500 og 1000 MW geotermi i hhv. 2030 og 2045.

- 6-7 PJ-solvarme til fjernvarme i 2030 stigende til 7-8 PJ i 2045.

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • varmepumper
  • grøn omstilling
  • forsyning
  • overskudsvarme
  • kim mortensen
  • fjernvarme
  • klima
  • dansk fjernvarme

Dansk Fjernvarme er brancheorganisation for landets 400 fjernvarmeselskaber og dækker 99 % af fjernvarmemarkedet samt 40 % af den samlede termiske elkapacitet i Danmark.

3,6 mio. danskere eller cirka 1,7 mio. husstande har fjernvarme. Det svarer til, at mere end 64 % af danskerne får deres opvarmning leve­ret gennem et fjernvarmerør.

Fjernvarmesektoren i Danmark beskæftiger i alt cirka 10.800 - godt 1.800 i selve varmeforsyningen og 9.000 i industrien med udvikling og produktion eller rådgivning. Mens antallet i selve varmeforsyningen har været konstant de seneste 5 år, er antallet af ansatte i indu­strien steget med i gennemsnit cirka 3 % årligt. Fjernvarmeindustrien eksporter for i alt 6,4 milliarder kroner.

Kontakt

Mikkel Lysgaard

Pressekontakt Pressekonsulent +45 29 10 30 98

Kim Mortensen

Direktør +45 4021 2220

Relateret materiale