Pressemeddelelse -

Umage par: René Dif skriver sang til Poul Nyrup og headspace

En turbulent barndom med intet mindre end otte skoleskift.
Sangeren René Dif kender på egen krop til at være ung, usikker og føle sig alene i verden. Så da tidligere statsminister og protektor for Det Sociale Netværk og ungdomsrådgivningen headspace, Poul Nyrup, spurgte, om ikke Dif havde lyst til at skrive en sang til headspace, betænkte René Dif sig derfor ikke mange sekunder, før han svarede ja.
Det blev til sangen Vinterbarn, som handler om, at man er god nok, som man er, uanset hvad andre mener.
René Dif har en hel del på hjerte, når det kommer til unge, som slås med alt fra kærestesorger til psykisk sårbarhed. Han har selv oplevet otte skoleskift som barn og nåede aldrig at få en 9. klasses afgangseksamen, og han ville ønske, at han havde haft et headspace, da han selv var barn og ung.
”Hvis headspace havde eksisteret, hvor man kan komme ind direkte fra gaden, uden at skulle måles og vejes, og uden at skulle vente 2 ½ måned, så ville jeg have været glad. Det, at man kan komme uden at skulle fremlægge alt muligt, betyder, at man kan komme ud med de problemer, man har, nu og her. Det er alle de store ting, man er helt alene om. De store beslutninger, følelsen af at man ikke er god nok, at man ikke ved, hvor man skal gå hen, hvor man skal henvende sig, hvad man skal gøre,” siger René Dif.
Manglende selvsikkerhed og ensomhed er ellers ikke, hvad verden forbinder med René Dif og popbandet Aqua, som i sine velmagtsdage i 90´erne solgte mere end 100 millioner albums. Til de unge, som har det svært i dag, har han denne opfordring, som også er essensen af den nye single ”Vinterbarn”:
”Jeg tør godt selv kalde mig Danmarks største mønsterbryder. Men alle unge har det i sig. Det er bare et spørgsmål om at holde fast og være ligeglad med, hvad andre gør og mener. Det er svært, når man er ung og usikker, men tro på det! Hvis du kan drømme det, så kan du gøre det. At have kontrol med sit eget liv er en sejr. Og man skal aldrig være bange for at bede om hjælp. Det har jeg altid gjort, og det vil jeg altid gøre. Hvis jeg begynder på noget nyt, som for eksempel nu, hvor jeg som 48-årig har taget en kokkeuddannelse, så er jeg jo nødt til at spørge andre, som har erfaring. Og det er de færreste der siger, at de ikke vil hjælpe én”, afslutter Rene Dif.

For yderligere information kontakt Rie Helmer Nielsen, presse- og kommunikationskonsulent i Det Sociale Netværk/headspace Danmark på 2597 0336eller rhn@detsocialenetvaerk.dk.


Singlen ”Vinterbarn” er indspillet i Sweet Silence Studiet. Musikere: Gert Smedegaard på trommer (CV Jørgensen mm), Niklas Schneiderman (Magtens Korridorer) på guitarer og albumaktuelle Ulla Britt Simonsen på kor og 2. stemmer. Se foto.

Fakta om headspace.
headspace er et anonymt og gratis rådgivningstilbud under Foreningen Det Sociale Netværk. Målgruppen er børn og unge i alderen fra 12 til 25 år. Der er drevet af mere end 500 frivillige på landsplan.

I headspace er ingen problemer for store eller små, alt foregår på de unges præmisser, og der er ingen ventetid og journaler.

Siden opstarten i 2013 har headspace været i kontakt med mere end 27.000 unge. Der findes headspaces i Aabenraa, Aalborg, Albertslund, Ballerup, Billund, Esbjerg, Greve, Helsingør, Herlev, Herning, Horsens, Hvidovre, København, Odense, Roskilde og Rødovre.

Poul Nyrup Rasmussen stiftede Det Sociale Netværk i 2009, har været formand for Det Sociale Netværk og er i dag protektor for både headspace Danmark/Det Sociale Netværk.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • musik
  • aqua
  • rock

Det Sociale Netværk blev etableret i 2009 af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der nu er protektor for foreningen. I dag er formanden Benedikte Kiær (K), der til dagligt er borgmester i Helsingør.

Foreningen Det Sociale Netværk arbejder for at være en stærk stemme og skabe bedre vilkår for psykisk sårbare og deres pårørende, og at samfundet i stigende grad fokuserer, inkluderer og accepterer psykisk sårbare.

Det Sociale Netværk står for en lang række projekter, der primært hjælper børn og unge, men fokus er også pårørende og psykisk sårbare. Det Sociale Netværk står bag initiativet headspace, der i dag findes i 16 forskellige byer, og som yder uvildig rådgivning til børn og unge mellem 12-25, der savner nogen at tale med. headspace er båret af frivillige. Her er ingen journaler, du kan være anonym og ingen problemer er for store eller små.

Kontakt

Jakob Risom

Pressekontakt Presse- og kommunikationschef i Det Sociale Netværk/headspace Danmark +45 61 65 65 40

Relateret materiale

Relaterede events