Pressemeddelelse -

“Kom med dit bedste bud” - mæglere ser stort på bekendtgørelse

Der er stadig fuld fart på boligmarkedet, og det har fået mæglere til at ty til uofficielle budrunder, der skader købers muligheder og rettigheder. “Budfristerne kan være så korte, at køber reelt ikke får mulighed for at forholde sig til ejendommen,” beretter ekspert

Det er ikke nogen nyhed, at boligmarkedet buldrer derudad. Det er selvfølgelig godt nyt for landets sælgere, men tempoet på boligmarkedet har store konsekvenser for de desperate købere, der i øjeblikket må se sig nødsaget til at gå på kompromis med både mavefornemmelse og rettigheder, når de skal aflægge deres bud på ønskeboligen. Det erfarer de hos Din-Bolighandel, der blandt andet rådgiver købere, der er på jagt efter et nyt hjem:
“Man kan hurtigt få den fornemmelse, at det efterhånden er jungleloven, der regerer på boligmarkedet. Vi får så mange henvendelser fra rådvilde købere, der bliver mødt af helt urimelige krav fra sælgere og ejendomsmæglere, som de modvilligt imødekommer bare for at få lov at købe,” fortæller Tanja Bjerggaard, der er rådgiver hos Din-Bolighandel, og som oplever en stigende tendens til uofficielle budrunder fra mæglerne.

Uofficielle budrunder skader købers vilkår
Rådgiveren fortæller, at et af de mere udbredte tricks hos mæglerne er at lave noget, der bedst kan betegnes som uofficielle budrunder, hvor købere opfordres til at give deres bedste bud indenfor en bestemt og ofte meget kort tidsfrist:

“Vi oplever, at fristen for at give et tilbud nogle gange er så kort, at køberne reelt ikke kan nå at forholde sig til ejendommen, tale med banken eller at læse købsaftalens vilkår igennem,” forklarer Tanja Bjerggaard og understreger: “Hvis ejendomsmægleren i øvrigt giver køber indtrykket af, at der bliver gennemført en budrunde, så er øvelsen slet ikke lovlig.”

Retningslinjerne, som Tanja Bjerggaard referer til, er en del af den såkaldte budbekendtgørelse. I budbekendtgørelsen er der blandt andet angivet, at alle interesserede købere skal have de samme oplysninger forud for en handel, og så skal de afgive deres bud i en lukket kuvert uden forbehold. Herefter vil sælger åbne alle bud samtidigt, og der laves en liste over de indkomne bud, som budgiverne efterfølgende har krav på at se. Og det er altså de retningslinjer, mæglerne ifølge Din-Bolighandel omgår.

“Den metode, der i stedet anvendes af mæglerne, gør, at ikke alle købere nødvendigvis har de samme oplysninger forud for afgivelsen af deres bud, og at der ikke laves en budjournal. Det betyder, at købernes udgangspunkt for afgivelse af et bud kan være forskellig, og man får som køber ikke indsigt i, hvor mange budgivere, der reelt har været - og dermed heller ikke, om man har været den eneste budgiver. Man ved heller ikke, hvilke bud andre budgivere har givet. Det er uigennemsigtigt for køber. De uofficielle budrunder medfører ofte, at køberne - selvom de måske ikke har alle oplysninger om ejendommen forud for afgivelsen af deres bud - ikke tør tage forbehold, fordi det kan betyde, at sælger vælger nogle andres tilbud i stedet,” konstaterer køberrådgiveren. Hun tilføjer: “Køberne afgiver med andre ord deres bud i blinde efter blot at have set en bolig i måske 20 minutter - eller i nogle tilfælde helt uden at have set boligen. De har derfor ikke en reel indsigt i, hvilke særlige forhold der gælder for den ejendom, de køber.”

Det er en udvikling, der bekymrer køberrådgiveren, og hun slår derfor fast, at ansvaret ligger hos ejendomsmæglerne:

“Det står naturligvis sælgerne frit for, om de vil udbyde deres ejendom i budrunde, hvis der er flere købere til deres ejendom, men det må være ejendomsmæglerens ansvar ikke at vildlede køberne til at tro, at de deltager i en reel budrunde. Og det må også være ejendomsmæglerens ansvar at sikre, at alle interesserede købere får tid til og mulighed for at konsultere med deres økonomiske og juridiske rådgivere, inden de skal afgive et bud uden eventuelle forbehold.”

Emner

  • Boligspørgsmål

Kategorier

  • bolig
  • boligmarked
  • boligrådgivning
  • budrunder

Din-Bolighandel er en kompetent og yderst konkurrencedygtig partner i din bolighandel.

Din-Bolighandel har over 20 års erfaring indenfor ejendomshandel, skødeskrivning og tinglysning, og kender således alle facetter af en bolighandel. Vi har årligt mere end 1.500 handler og er derfor en af Danmarks mest erfarne på området.

Vi tilbyder nogle af Danmarks skarpeste priser, sammenlignet med andre aktører i branchen – uden at gå på kompromis med kvaliteten, idet vi har et yderst godt struktureret sagsbehandlingsforløb og ingen høje omkostninger til dyre lokaler.

Relateret materiale