Nyhed -

eSuperliga update 7. og 8. runde

Den ene hæsblæsende runde afløser den anden i eSuperligaen. I den kommende uge er der igen formidable kampe på programmet, og man kan blandt andet glæde sig til opgørene mellem FC København og OB samt Brøndby og AGF. Sidstnævnte kunne godt gå hen og blive lidt af et målorige, vurderer eksperterne.

Opsummering af 5. og 6. runde
Denne uges kampe lærte os, at FC København har niveauet til at gå ubesejret gennem grundspillet - også uden deres store stjerne August ”Agge” Rosenmeier, der ikke spillede i denne uge. Det var ikke ventet at Mads ”MadsR” Rosendal skulle spille mange kampe af betydning, men i fraværet af Agge gik han i denne uge ind og leverede en rigtig solid præstation, selvom han tabte med 1-0 til Brøndbys Frederik ”Fredberg” Fredberg.

Vi så også, at Vejle endelig er ved at komme i gang. Mikkel ”LordHjort” Bach har fundet sit spil i eSuperligaen, og med to sejre over henholdsvis FC Midtjylland og Randers FC er Vejle så småt ved at være med helt oppe i den sjove ende af tabellen. Udskiftningen af Jacob ”Kragelund” Kragelund med Joe ”JoeFromDenmark” Nørregaard virker til at have givet dem en ekstra gnist.

7. og 8. runde – hvad har vi i vente?
Randers FC, Silkeborg IF og Esbjerg fB er alle hold med større ambitioner, end det deres nuværende position i tabellen viser. Derfor bliver det spændende at følge deres kampe for at komme i nærheden af top-8 og pladserne i slutspillet. Derudover skal både publikum i studiet og dem, der følger med på Dplay og Canal 9, bare nyde, at vi i Danmark har spillere, som uge efter uge forkæler os med FIFA i absolut topklasse.

- eSuperligaen er bare ”next-level” i forhold til alt andet, vi har set i dansk FIFA, og jeg håber så inderligt, at turneringen bliver en tilbagevendende del af FIFA-scenen fremover, siger FIFA-ekspert Jacob Nørmark Hansen, som kommenterer alle kampene sammen med Jesper Simo.

Ugens spillerportræt – Mohamad Al-Bacha
Mohamad Al-Bacha bragede igennem på den internationale FIFA-scene, da han som 17-årig vandt VM i 2016. i eSuperligaen stiller han op for Randers FC, og her har resultaterne været svingende.

Men FIFA-ekspert Jacob Nørmark har stadig fidus til, at vi nok skal få Al-Bacha at se fra sin bedste side i løbet af turneringen.

- Han er et helt utrolig hårdtarbejdende ungt menneske, der ikke har andet for øje end at blive den bedste. At vinde en VM-titel er det ultimative man kan opnå som FIFA-spiller, men han er stadig sulten, og jeg tror ikke, han stopper sin karriere, før han har vundet endnu en kæmpe turnering, siger Jacob Nørmark Hansen, og fortsætter:

- Jeg kan mærke, at han stadig har gnisten, energien og motivationen til at blive den bedste på ny, så det skulle ikke undre mig, om ikke han får et helt fantastisk FIFA-år.

Randers FC er inden 7. og 8. spillerunde placeret som nummer 10 i eSuperligaen. De otte bedste går videre til slutspillet.

7. runde - udvalgte kampe

Mandag den 26. november kl. 18.15 på Dplay og Canal 9
eSuperliga, 7. runde
SønderjyskE - Brøndby IF
Brøndby har 15 point ud af 18 mulige og er på jagt efter en lille genrejsning efter nederlaget til FCK. Daniel ”Dingo” Kristensen er muligvis den skarpeste spiller i hele ligaen, og kommer Frederik ”Fredberg” Fredberg i gang, nærmer han sig Dingos niveau. Jamal Ahmad ”Banzy” Al-Badry fra SønderjyskE har overrasket en del og sørger typisk for et godt udgangspunkt til Magnus ”Rabeck” Rabeck, som også er ved at komme i gang. Meget tyder på Brøndby-sejr, men det kræver, at BIF-duoen ikke undervurderer sønderjyderne.

Mandag den 26. november kl. 19.30 på Dplay og Canal 9
eSuperliga, 7. runde
FC København - OB
Mads ”MadsR” Rosendal fra FC København kom i spil i de seneste to runder og gjorde det rigtig flot. Marcus ”Marcuzo” Jørgensen banker stadig derudad og viser virkelig klassespil, og han er vel hovedårsagen til, at FCK topper tabellen. OB’s spil har været både op og ned, men Lasse ”Kongen” Bækkelund og Claes ”Keglekongen” Hansen har det med at redde hinanden, og derved sikre point til regnskabet. Kan begge OB’erne ramme dagen, har de virkelig en god chance for at drille favoritterne fra FC København.

Mandag den 26. november kl. 20.45 på Dplay og Canal 9
eSuperliga, 7. runde
FC Midtjylland – AGF
Uden tvivl rundens kamp. Her kunne der godt være lagt i kakkelovnen til en målfest af hidtil usete dimensioner. Men der skal også et par klassekampe til fra FC Midtjyllands Waheed ”The Kid” Obayd og Niklas ”Niller” Stensgaard, hvis FCM skal fra opgøret med point. Er vi så heldige, at ”Niller” og AGF’s Fatih ”Üstün” Üstün tørner sammen, skal man ikke blive overrasket, hvis kampen ender med over otte mål. Hvem der vinder opgøret, er dog en del sværere at spå om.

Øvrige kampe i 7. runde mandag den 26. november

Silkeborg IF - Vejle Boldklub kl. 17.15 på Dplay og Canal 9
AC Horsens - FC Helsingør kl. 17.15 på Dplay
AaB - Esbjerg fB kl. 18.15 på Dplay
Randers - FC Hobro IK kl. 19.30 på Dplay
Vendsyssel FF - Lyngby BK kl. 20.45 på Dplay

8. runde – udvalgte kampe

Tirsdag den 27. november kl. 19.30 på Dplay og Canal 9
eSuperliga, 8. runde
Brøndby IF - AGF
Helt sikkert denne uges storkamp. Nummer to mod nummer tre. Begge mandskaber har spillet FIFA på verdensklasse-niveau indtil videre og har kun tabt til ligaens førerhold fra FC København. Nøglen for AGF bliver målmaskinen "Üstün", der virker til at være et skridt foran alle andre spillere i forhold til hans forståelse for positionering og afslutningsevner. Kan Brøndby få matchet ham op med Daniel ”Dingo” Kristensen, der har vist skræmmende defensiv, så er der lagt op til en utrolig lige kamp, som bliver mere intens end målrig.

Tirsdag den 27. november kl. 20.45 på Dplay og Canal 9
eSuperliga, 8. runde
OB - FC Midtjylland
FC Midtjylland gik fra at være helt i toppen, til nu ”kun” at have ni point efter seks kampe. Med to nederlag i forrige uge er presset på dem til at levere et godt resultat mod OB. Det ser en anelse bedre ud for fynboerne, der i sidste sekund slog Hobro i et vitalt opgør om en placering i toppen af tabellen. Dette opgør kommer til at betyde meget i forhold til kampen om de berømte slutspilsplaceringer.

Tirsdag den 27. november kl. 20.45 på Dplay
eSuperliga, 8. runde
Vejle Boldklub - Esbjerg fB
”Make-or-Break” for Esbjerg i denne runde. Hvis ikke de får minimum et point imod det formstærke Vejle-mandskab, ser det svært ud i forhold til at komme i slutspillet. Selvom det kan blive utrolig vanskeligt, har Esbjerg potentialet til at spille op mod de allerbedste – og det skal de til at vise.

Øvrige kampe i 8. runde tirsdag den 27. november

Hobro IK - AC Horsens kl. 17.15 på Dplay og Canal 9
Randers FC - Vendsyssel FF kl. 17.15 på Dplay
FC København - SønderjyskE kl. 18.15 på Dplay og Canal 9
Silkeborg IF - AaB kl. 18.15 på Dplay
Lyngby BK - FC Helsingør kl. 19.30 på Dplay

Emner

  • Sport

Kontakt

Lena Bøgild

Pressekontakt PR-chef / Manager PR and Digital 20432919

Relateret materiale