Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Danskerne jager flest tilbud ved nytår

Nytåret er det tidspunkt på året, hvor danskerne sætter rekord i tilbudsjagt. eTilbudsavis havde dagen før nytårsaften sidste år 35 procent flere søgninger end normalt og forventer ny rekord i år, hvor oksekødet er blevet dyrere.

Dagen inden nytårsaften er den enkeltstående dag på året, hvor der er allerflest danskere, der er på tilbudsjagt. Hos eTilbudsavis blev appen åbnet 258.000 gange den 30. december sidste år, hvilket er 35 procent mere end på en gennemsnitlig dag i år.

I 2025 er appen blevet åbnet 6,5 procent flere gange sammenlignet med året før, og man forventer derfor, at tilbudsjagten op til nytår i år bliver endnu vildere.

– I år har vi faktisk slået rekorden fra nytåret 2024 på en god kvart million på årets Black Friday, så man kan levende forestille sig, at den 30. december når nye højder for tilbudsjagten i år, fortæller Claus Nykjær, der er analysechef ved Tjek, som står bag eTilbudsavis, der også har indsigt i, hvad danskerne søger efter netop i nytårsdagene.

Oksemørbrad er et nytårshit

Sidste nytår indtog oksemørbraden andenpladsen over de mest søgte tilbudsvarer, mens førstepladsen var æg, hvilket det har været, så længe eTilbudsavis har ført statistik over det. I løbet af 2025 er prisen på oksekød steget med 21 procent, ifølge tal fra Danmarks Statistik, og tilbudsjagten på oksekød forventes derfor at tage til i år.

Incitamentet for at spare penge på dagligvareindkøb vokser i takt med, at fødevarepriserne stiger. Især oksekød er blevet dyrere – og jo dyrere en vare bliver, jo mere kan der også være at spare, hvis tilbuddet er godt nok. Vi har set flere supermarkeder komme på banen med gode tilbud på oksekødet i handlen op mod jul i år, hvor grisen ellers normalt er i fokus, siger Claus Nykjær.

Hos eTilbudsavis var de mest søgte varer ved nytår i prioriteret rækkefølge: æg, oksemørbrad, smør, fløde, skyr, kylling, laks, is, piskefløde og chips.

Muligt at holde nytår billigt

I 2025 har danskerne sat rekord i deres tilbudsjagt og kigget i appen over 65 millioner gange. For at imødekomme de mange tilbudsjagende danskere har eTilbudsavis introduceret en ny funktion, der kobler tilbud med opskrifter, der passer til. Det skal bidrage til at gøre hverdagen nemmere for danskerne, der således altid kan finde en billig ret at lave ud fra de ting, der er på tilbud – og det gælder selvfølgelig også i nytåret.

– Vi arbejder hele tiden på at gøre appen bedre, så det er endnu lettere for danskerne at finde gode tilbud og spare penge på deres indkøb. Det skal opskriftsuniverset også bidrage til. Står man og vil lave chokolademousse til gæsterne nytårsaften, er det altså smart, at opskriften kobler sig sammen med tilbudsaviserne, så man kan se, hvordan man kommer billigst i mål, siger Morten Bo, der er medstifter og direktør hos eTilbudsavis.

Related links

Emner

Kategorier


eTilbudsavis er en af Danmarks mest populære apps og har mere end 830.000 månedlige besøgende. eTilbudsavis er en del af Tjek, der er tilgængelig med sine apps eTilbudsavis, eReklamblad og Mattilbud i hele Skandinavien med mere end 2.000.000 besøgende hver måned.

Kontakt