Gå til indhold
Fredag den 26. juni 2026 åbner Fleggaard en ny butik i Harrislee. Foto: Fleggaard

Pressemeddelelse

Fleggaard åbner ny butik ved Padborg-grænsen

Fredag den 26. juni 2026 åbner Fleggaard en ny butik i Harrislee. Til formålet har Fleggaard-koncernen købt Otto Duborgs velkendte grænsebutik i nærheden af grænseovergangen ved Padborg. Den ny butik skal sikre grænsekunderne en endnu bedre indkøbsoplevelse, særligt i de travle perioder.

Den ny Fleggaard-butik kommer til at ligge få hundrede meter fra kædens eksisterende butik i Harrislee. Med to store butikker tæt på hinanden forventer Fleggaard at kunne udnytte betydelige synergier og samtidig løse de kapacitetsudfordringer, der præger den nuværende butik. Dermed kan der skabes en bedre indkøbsoplevelse for kunderne samt et bedre og mere effektivt arbejdsmiljø for medarbejderne.

”Vi kan se på kundestrømmen, at vi på årets største salgsdage taber forretning, fordi kapaciteten i vores butik ikke rækker. Med den ny butik forventer vi at kunne fordele kundestrømmen mere ligeligt til gavn for både kunder og medarbejdere”, udtaler Lars Mose Iversen, CEO hos Fleggaard Detail.

Fokus på større butikker

Salgsarealet i den ny Fleggaard-butik bliver stort set identisk med den eksisterende butik i Harrislee. Det betyder, at kunderne kan se frem til samme brede varesortiment samt et Click & Collect-afhentningssted.

”Åbningen af den ny butik er en del af vores strategi, hvor vi har fokus på større butikker med både bredde og dybde i sortimentet, som grænsehandelskunderne i dag efterspørger. Samtidig får vi en fremragende placering på første parket i forhold til kundestrømmen ved Padborg-grænseovergangen,” siger Lars Mose Iversen.

Den eksisterende Fleggaard-butik i Harrislee fortsætter uændret. Butikken er blevet udvidet ad flere omgange, både i forhold til salgsareal og lagerkapacitet. Også parkeringsområdet er blevet udvidet i flere etaper med plads til flere biler og busser samt lynladestandere til elbiler. Alligevel har butikken i spidsperioder ganske enkelt ikke plads til at servicere flere kunder. Det bliver der nu lavet om på med den ny butik. De ca. 50 medarbejdere fra Otto Duborg-butikken fortsætter i butikken, og vil fremover være en del af Fleggaard-koncernen, hvor man glæder sig til at byde de nye kollegaer velkommen.

Tilpasset struktur

Ejerne af Otto Duborg, Helge Hoffmann og Gerd Wiltschek, har gennem længere tid ønsket at skærpe deres fokus og vil fremover fokusere på ét samlet brand i stedet for at drive de to butikker Poetzsch og Otto Duborg sideløbende. I den forbindelse understreger de begge, hvor vigtigt det har været for dem, at alle medarbejdere kan fortsætte i butikken.

”Vi har gennem længere tid overvejet forskellige muligheder, og ser salget af Otto Duborg som en klar mulighed for styrke vores position i grænsehandlen med fuld fokus på Poetzsch butikken. En helt central forudsætning har dog hele tiden været, at vores medarbejdere – hvoraf flere har været ansat i mange år – fortsat får mulighed for at bidrage med deres store erfaring hos en ny arbejdsgiver.”

Ejerne understreger samtidig, at det ikke har været en let beslutning at give slip på et navn, der har været veletableret i Danmark i årtier. Helge Hoffmann og Gerd Wiltschek retter afslutningsvis en stor tak til medarbejdere, kunder og leverandører for mange års loyalitet og samarbejde omkring Otto Duborg butikken.

Emner

Kategorier

Regions


Fleggaard-koncernen er en dansk familieejet koncern, som driver grænsehandelskæderne Fleggaard og Calle med i alt 12 butikker langs den dansk-tyske grænse. Læs mere på www.fleggaard.dk

Kontakt