Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Købmænd og kirker går sammen om julehjælp til trængte familier

Ønsket om at hjælpe trængte familier i julen er stort i år hos landets købmænd, og godt hver fjerde vælger at gå sammen med den lokale præst eller kirke for at uddele julehjælpen fra Købmandsfonden KFI.

Landets mange selvstændige købmænd har et stort ønske om at uddele julehjælp til udsatte eller trængte familier i deres lokalområder. I år har godt hver fjerde købmand, der har søgt støtte hos Købmandsfonden KFI til julehjælp, valgt at samarbejde med den lokale kirke eller præst. Det viser en optælling af de indtil videre 280 godkendte ansøgninger hos fonden i midten af november.

– Lige nu vælter det ind med ansøgninger, og vi har afsat de første syv millioner kroner allerede. Det er meget forskellige initiativer, købmændene sætter i søen for at sprede juleglæde i deres lokalområder. I år kan vi se et stort fokus på at hjælpe trængte og udsatte familier, og en stor del gør det i samarbejde med den lokale kirke eller præst, siger Terje List, administrerende direktør i KFI, hvor man allerede har godkendt 280 uddelinger for i alt mere end 7,7 millioner kroner per 20. november.

Puljen er blandt de største donationer til formålet i Danmark. I år er der afsat 11 millioner kroner, og ambitionen er, at julehjælpen fra købmændene kan skabe glæde hos mere end 20.000 familier landet over.

Vil ramme sognets børn

Det er selvstændige købmænd fra kæderne Meny, Rema 1000, Spar, Min Købmand, Løvbjerg og ABC Lavpris, der kan søge puljen hos KFI. En af dem er købmand Hans Jørgen Juhl fra Rema 1000 på Dalumvej i Odense SV, og han er gået sammen med den lokale sognepræst Dorthe Ahlburg Tofte-Hansen om opgaven.

– Jeg vil gerne være med til at sørge for, at de, der ikke har så meget, også får mulighed for at få god julemad. For at gøre julehjælpen endnu mere lokal og sørge for, at den kommer de helt rigtige steder hen, gik jeg til den lokale præst. Jeg tænkte, at hun måtte have fingeren på pulsen, sigerHans Jørgen Juhl, der kontaktede præsten, som straks sagde ja til tilbuddet.

Mens købmanden finder varerne i butikken, hjælper præsten og menighedsrådet med at pakke juleposer til omtrent 50 mennesker, der kan søge julehjælpen gennem kirken og efterfølgende vil kunne hente en julepose et par dage inden juleaften.

– Vi laver en dosmerseddel sammen, så kommer menighedsrådet og henter kolonialvarerne, pakker dem og uddeler dem et par dage før jul. Det er ikke fordi, jeg kender præsten personligt, men jeg er overbevist om, at vi sammen rammer åren i lokalområdet. Hun kender om nogen lokalområdet og ’sognets børn’. Jeg tror, det her er den bedste julehjælpsløsning, jeg har fundet, siger Hans Jørgen Juhl, der har lavet julehjælpsinitiativer tre gange tidligere.

Det er fjerde år i træk, KFI har en uddelingspulje øremærket julehjælp, og de seneste tre år er der uddelt i alt 21 millioner kroner.


Related links

Emner

Kategorier


KFI Erhvervsdrivende Fond (købmandsfonden) arbejder for at styrke den selvstændige købmands position i Danmark ved blandt andet at investere i og udleje ejendomme til dagligvarehandel og ved at stille rådgivning og finansielle ydelser til rådighed. Læs mere på www.kfi.dk

Kontakt