Gå til indhold

Pressemeddelelse

Priskrigen raser og danskerne flokkes om digitale tilbudsaviser

Flere dagligvarekæder har indledt en intens priskrig siden starten af maj, og det får danskerne til skærmen for at jage det bedste tilbud. De seneste to uger er antallet af læsninger hos eTilbudsavis eksploderet.

En reel priskrig er brudt ud i den danske dagligvarehandel, og flere kæder har over de seneste uger sat prisen ned på mange af deres mest populære varer – og det har sendt danskerne til skærmen for at finde det bedste tilbud.

Nye tal fra eTilbudsavis viser en markant stigning netop som priskrigen bryder ud. Her har man set en stigning i antallet af læsninger på 20 procent over de seneste to uger sammenlignet med ugerne inden.

– I takt med at priskrigen tager til, kan vi se, at danskerne er blevet ekstra opmærksomme på at finde de bedste priser. Den store vækst i antallet af læsninger vidner om, at mange bruger de digitale tilbudsaviser som et aktivt værktøj til at styre husholdningsbudgettet. Det er simpelthen blevet nødvendigt at orientere sig oftere, når priserne ændrer sig så hurtigt, som de gør lige nu, siger Morten Bo, der er medstifter af Tjek, der står bag eTilbudsavis.

Klokkeklar effekt

Kampen om kunderne tager til, og flere dagligvarekæder har sat priserne ned på alt fra basale husholdningsvarer til sæsonaktuelle varer siden starten af maj måned.

Især den 3. maj står ud, når tallene nærstuderes hos eTilbudsavis. På denne ene søndag var der omtrent 45 procent flere læsninger end på en gennemsnitlig søndag i løbet af i år.

– Søndage er generelt store dage for at læse tilbudsaviser, så det boom, vi ser netop denne ene isolerede dag, viser en klokkeklar effekt af, at priskrigen skydes i gang. Det sender simpelthen folk til skærmen, forklarer Morten Bo og uddyber:

– Vi har haft nogle år, hvor priserne har fyldt meget – både hjemme ved køkkenbordene og i medierne. Det skyldes selvfølgelig de stigende fødevarepriser, men i høj grad også butikkernes prissætning på de varer, folk har allermest brug for i hverdagen. Derfor søger mange mod de digitale tilbudsaviser for at holde styr på priserne og jagte de bedste besparelser.

Related links

Emner

Kategorier


eTilbudsavis er en af Danmarks mest populære apps og har mere end 860.000 månedlige besøgende. eTilbudsavis er en del af Tjek, der er tilgængelig med sine apps eTilbudsavis, eReklamblad og Mattilbud i hele Skandinavien med mere end 2.000.000 besøgende hver måned

Kontakt