Gå til indhold
546 dage uden LTI

Pressemeddelelse -

546 dage uden LTI

Trods voksende flåde har ESVAGT ikke haft en Lost Time Incident (LTI) i nu 546 dage. Nyt fokus på Total Recordable Injury Frequency (TRIF)

I september 2012 trådte en kollega forkert på en to-tommers bunkreslange og forvred sin ankel.

Det kostede en sygemelding og nulstillede ESVAGTs løbende måling af ’dage uden ulykker’ efter 511 dage i træk, hvor ESVAGT arbejdede uden ulykker – rekord for rederiet.

Nu er den rekord slået, og det bliver den hver dag.

LTI-tælleren i ESVAGT rundede den 3. september 546 dage uden LTI, og det er en præstation, man godt kan være både bekendt og stolt af – hvis man gør det med måde, siger Jesper Møhring Madsen, HSEQ-manager i ESVAGT:

- Det er bestemt noget, vi kan være glade for. Bare vi ikke tror, at vi er i mål. For det kommer man aldrig med sikkerhed. 546 dage er intet at juble over, hvis vi ikke er sikre på dag 547. Sikkerhed er, som nordmændene siger, en fersk vare, som man hele tiden skal pleje og passe, siger Jesper Møhring Madsen.

Større end flueben

De 546 dage uden LTI sættes i relief af, at rederiet siden efteråret 2012 har udvidet betragteligt med både skibe, personel og opgaver. Det er altså en større flåde og operation, som har præsteret den nye rekord.

- Vi har tidligere oplevet en risiko for at udvande sikkerhedskulturen, når flåden og antallet af nye kollegaer voksede. Det er vi blevet bedre til at imødegå og har stort fokus på dette. Selv om vi er blevet flere, så er vi stadig på det sikkerhedsniveau, vi ønsker at være, siger Jesper Møhring Madsen.

Årsagerne er mange – og meget forskellige.

- Vi er meget bevidste om at sætte ord på betydningen af sikkerhed. Når skifteskibene ankommer, sørger vores direktør gerne for at afse tid til at slå et slag for sikkerheden. Vi har gode rollemodeller. Vi ansætter folk, der har den rette holdning og vilje til sikkerhedsarbejdet – ikke kun dem, der har de faglige kompetencer. Vi giver nye kolleger to ugers introduktion til vores virksomhed, inden de skal på arbejde. Vi dyrker de sociale relationer, der gør det lidt nemmere at sige ’hov, pas lige på’ til hinanden. Crewing er bevidst om at sammensætte gode hold, hvor dialogen kan køre. Eksemplerne er mange, store som små, og det er alle dele af organisationen, der bidrager. Vi har en sikkerhedskultur, som går langt ud over at sætte et flueben ved noget, siger Jesper Møhring Madsen.

Mod næste mål

Nul LTI er nul LTI, og det kan ikke gøres bedre. For at sikre, at man stadig udvikler sig og er skarp på sikkerhed, har ESVAGT valgt at øge fokus på den næste kategori – Total Recordable Injury Frequency (TRIF)

- TRIF fylder mere i branchen, efterhånden som vi har fået reduceret LTI’erne. Der er tilfælde, hvor man hverken kommer til skade eller er lige ved, men hvor der sandelig var potentiale til noget grimt. Derfor er TRIF vigtig at holde for øje. Vi har stadig meget at styrke, siger Jesper Møhring Madsen.

Ifølge ham er de sikkerhedsforbedringer, der kan ske gennem fysiske rammer – værnemidler, afskærmning og lignende – tæt på at være udtømt. Den næste landvinding er under hjelmen.

- Vi kan styrke vores indsats ved at fokusere på mennesket. Vi er forbi det punkt, hvor sikkerhed er noget, der skal konstrueres i træ eller stål – det er lederskab og engagement og fortsat prægning af kulturen i den rigtige retning, der skal løfte os til det næste niveau, siger han.

Emner

Kategorier


ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs.

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

Siden 2010 har ESVAGT desuden serviceret offshore vindparker med specialdesignede Service Operation Vessels (SOV), der har plads til op til 40 teknikere og har reservedelslagre og værksteder ombord. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 moderne offshore skibe, og rederiet har mere end 900 medarbejdere on- og offshore. 

Kontakt

Heidi Boddum

Heidi Boddum

Pressekontakt Marketing & Communications Coordinator +45 78 730 772

Relateret materiale

Safety & Support at Sea

ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs og servicerer både offshore vindindustrien samt offshore olie & gas.
Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore vind samt offshore olie & gas, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.
Vi servicerer havvindmølleparker med en flåde af dedikerede Service Operations Vessels (SOV), et koncept som ESVAGT var de første til at introducere i 2010. Udover kabiner og fritidsfaciliteter er SOVerne udstyret med bl.a. kontor- og mødefaciliteter, reservedelslagre og værksteder. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.
ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 moderne offshore skibe, og rederiet har cirka 900 medarbejdere on- og offshore.

ESVAGT A/S
Dokvej 4
6700 Esbjerg
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum