Gå til indhold
Mit ESVAGT: Vi ville gøre en forskel!

Pressemeddelelse -

Mit ESVAGT: Vi ville gøre en forskel!

Den ene af ESVAGTs tre stiftere, Ole Andersen, er kåret til Årets Esbjergenser - blandt andet for sit virke i rederiet. Andre fortjener det mere, synes han.

Der er næppe nogen, der med større vægt kan tale om ’mit ESVAGT’ end Ole Andersen.

Sammen med Kent Kirk og Henning Kruse er han en af de tre grundlæggere af rederiet - han var rederiets første direktør – og han er stadig aktiv som seniorkonsulent med daglig gang i hallen på Hækken.

Det er blandt andet for arbejdet med at skabe ESVAGT, der bidrog til, at Ole Andersen for nylig blev kåret til ’Årets Esbjergenser’ og således fulgte i sine to medstifteres kølvand (Henning Kruse blev Årets Esbjergenser i 1983, Kent Kirk året før).

Når han ser tilbage på det rederi, han var med til at starte, og ser på den udvikling, der har været i rederiet, som i dag har 38 skibe, 750 mand på søen, 60 på kontoret og nyt domicil på vej, så er der meget at være stolt af. Det skal man bare ikke foreslå ham.

- Stolt? Det er ikke noget, jeg bruger. Jeg er glad for, at rederiet stadig drives efter de værdier og principper, vi startede på i 1981, og jeg føler mig taknemmelig, fastslår Ole Andersen.

Fra fisk til olie

Ole Andersen blev født i Hjerting den 6. juni 1940 og mødte først sin sejlende far fem år senere, da 2. Verdenskrig var slut, og Andersen senior kunne afmønstre den amerikanske libertybåd, han var blevet skipper på i Stillehavet.

- Det var et chok for os begge at mødes, husker Ole Andersen.

Chokket var dog ikke større, end at Ole Andersen hurtigt vidste, at faderens trang til hav var gået i arv. Så efter endt realeksamen tog Ole Andersen sin første hyre som kokkedreng. Den blev afløst af et ophold på sømandshøjskole i Svendborg, som vragfisker i Storebælt og fiskeri i det dybe vand med tysk damptrawler ved Island, Grønland og New Foundland.

Efter værnepligt med marinen i Grønland og yderligere hyre og skipperskole i Esbjerg og Fanø fik Ole Andersen i 1965 sin første part – en fjerdedel - i en 50-tons nybygget trækutter, som fik navnet ”Hans Sme’”. Den gav mod på mere. I 1968 fik han fra Ringkøbing den første stålkutter på 150 tons, som blev opkaldt efter sin bedstefar Hans, hvis far var smed. På skibet fik Kent Kirk i øvrigt hyre som kok.

Op gennem 1970’erne fiskede Ole Andersen til industri og konsum, og ”Hans Sme’” voksede i størrelse. I 1980 var den 5. Hans Sme’ en 1.000 tons tidligere hvalbåd, der fiskede blåhvilling og makrel.

På det tidspunkt var offshore-olie og gas i vækst i Nordsøen.

- Jeg havde en fire ugers tørn som vagtskib ved Danfeltet i 1970’erne. Og når vi sejlede forbi oliefelterne i de år, så kunne vi se de der gamle trawlere, der lå stand by. Det havde vi en ide om, at vi kunne gøre bedre, siger Ole Andersen.

Gøre en forskel

’Vi’ var Henning Kruse, Kent Kirk og Ole Andersen.

- Kent og jeg havde været i København for at forsøge os hos Danbor. Henning og Kent havde talt om mulighederne, da de mødtes i et fly fra København. På det tidspunkt havde Henning lige startet Esbjerg Oilfield Service (EOS) op, og Kent havde travlt med politik og fiskeri – så de mente, at jeg havde bedst tid! Så i 1981 startede vi ESVAGT med Verner Mikkelsen, Anker Andsbjerg og Jenny Knudsen – og kort efter også Anette Sørensen, husker Ole Andersen.

Flåden bestod af to trawlere, der havde fået tilskud til ophugning. De blev opkøbt og bygget om. Kontrakter var der ikke noget af, men det kom der.

- Vi fik med vore samlede erfaringer skruet et koncept sammen. Jeg tror nok, de to andre havde et par søvnløse nætter over det, for vi investerede jo mange penge i det. Men det havde jeg ikke tid til. Jeg var også fra fiskeriet vant til, at man jo måtte investere mange penge på en forventet indkomst, siger Ole Andersen.

Det var Ole, der blev direktør, men det var teamets forskelligheder, der skabte virksomheden:

- Forcen var netop, at vi kunne hver vores ting: Henning kendte de blanke gulve ved Mærsk, Kent var politisk – og jeg var praktisk. Og så havde vi én ting til fælles: Vi havde den samme ambition om at gøre det bedre end det, der var derude. Vi gik ind i det for at gøre en forskel, siger Ole Andesen, og kun det bedste var godt nok.

West Gamma

Det unge rederi trådte ind i en branche, hvor sikkerhed var et fokusområde, og det passede fint til ESVAGT.

- Når du har fisket i 25 år, så har du set det meste af det, vejret og søen kan byde på. Du kan ikke fiske i Nordsøen og Nordatlanten uden at kunne risikovurdere! Det var respekten for vandet og sømandskabet, der var vores store styrke. Pointen var jo netop, at vi stadig tog ud, selv om det var dårligt vejr – vi sørgede bare for at gøre det sikkert, siger Ole Andersen.

Første redningsaktion krævede, at der blev sat båd ud i 12 meter høj sø. Det blev en øjenåbner:

- Vi fandt ud af, at bådende og evnen til at sejle dem var det, der adskilte os fra de andre. Vi ville udvikle nogle rigtig gode både, og vi ville være rigtig gode til at sejle dem, siger Ole Andersen.

Det skulle stå sin prøve en augustdag i 1990. Under en storm rev den norskejede beboelsesrig West Gamma under bugsering sig løs, og riggen måtte evakueres. Riggens besætning bandt sig sammen i bundter på fem og seks mand og sprang i vandet – og FRB både fra ”Esvagt Omega” og ”Esvagt Protector” samlede folk op.

- Der er et norsk standbyskib, som sætter en båd ud og redder en del. Men da de skal have båden bjærget, vælter den. ”Esvagt Omega”s besætning bjærgede så i stedet for alle ti mand, siger Ole Andersen.

Opmærksomhed

På det tidspunkt var ESVAGT veletableret i markedet. Man havde landet en rigtig stor kontrakt med supply, ankerhandling og bugsering i Danfeltet – det var den kontrakt, der betød, at ”Esvagt Omega” og ”Esvagt Protector” kunne deltage i West Gamma-aktionen.

Men West Gamma gjorde en afgørende forskel. Det vakte opsigt, at ESVAGT havde løst en vanskelig opgave så godt, og to engelske og to norske delegationer mødte op hos Ole Andersen.

- Nordmændene havde konstateret, at de ikke selv kunne løse opgaven. Og englænderne kom, fordi de ikke kunne forstå, hvordan vi kunne operere FRB både i vejr, som de ikke ville sætte både ud i, siger Ole Andersen:

- Vi var et velkendt rederi på det tidspunkt, bestemt. Men det var West Gamma, der slog fast, at når lokummet brænder, så kan man regne med ESVAGT, siger han.

Rederiets vækst tog yderligere fart som følge af den øgede opmærksomhed.

Det samme gjorde Ole Andersens arbejdstempo, og i begyndelsen af december 1996 måtte han sige fra, ramt af stress.

- Jeg tog tre uger fri, men da jeg kom tilbage, var det uændret. Jeg havde verdens bedste job og verdens bedste medarbejdere – men jeg var ikke verdens bedste chef. Jeg var ikke ret god til at uddelegere, og jeg skulle være med i det hele. Det kunne jeg ikke holde til, og derfor sagde jeg op, siger Ole Andersen.

Fortsat på job

Det blev Ovin Carlsson, der tog over, og Ole Andersen holdt sig langt væk fra direktørkontoret.

I stedet vendte han tilbage til udgangspunktet og begyndte at have sin faste gang i hallen ved de FRB både, der er så vigtig en del af ESVAGTs identitet. Her er han ”seniorkonsulent” – en titel, han er blevet påtvunget; han synes bare selv, han er ”en aktiv pensionist” – og møder op hver dag.

- Jeg holder meget af at snakke med søfolkene og høre, hvad de siger om bådene. Hvad kan vi gøre bedre, hvad skal vi ændre på? Det bliver jeg aldrig træt af, siger Ole Andersen:

- Vi skal jo huske, at vi på land i ESVAGT er til for dem på vandet. Det er aldrig den anden vej rundt!

Emner

Kategorier


ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs.

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

Siden 2010 har ESVAGT desuden serviceret offshore vindparker med specialdesignede Service Operation Vessels (SOV), der har plads til op til 40 teknikere og har reservedelslagre og værksteder ombord. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 moderne offshore skibe, og rederiet har mere end 900 medarbejdere on- og offshore. 

Kontakt

Heidi Boddum

Heidi Boddum

Pressekontakt Marketing & Communications Coordinator +45 78 730 772

Relateret materiale

Safety & Support at Sea

ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs og servicerer både offshore vindindustrien samt offshore olie & gas.
Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore vind samt offshore olie & gas, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.
Vi servicerer havvindmølleparker med en flåde af dedikerede Service Operations Vessels (SOV), et koncept som ESVAGT var de første til at introducere i 2010. Udover kabiner og fritidsfaciliteter er SOVerne udstyret med bl.a. kontor- og mødefaciliteter, reservedelslagre og værksteder. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.
ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 moderne offshore skibe, og rederiet har cirka 900 medarbejdere on- og offshore.

ESVAGT A/S
Dokvej 4
6700 Esbjerg
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum