Pressemeddelelse -

NorthSide sætter mad på plakaten

For tredje år i træk ændres plakaten, så de musikalske hovednavne byttes ud med de gastronomiske hovedretter, der kan opleves i boderne på NorthSide

For nogle står madoplevelserne på NorthSide lige så højt prioriteret som de musikalske oplevelser, og derfor præsenteres der nu endnu engang en dedikeret madplakat for foodies og andre sultne festivalgæster.

NorthSide 2018 er ligesom sidste år en festival med et 100% økologisk menukort på tværs af alle boder inklusive bespisning til artister og frivillige. Det er samtidig en festival, der kan byde velkommen til en masse nye boder og retter uden at fornægte de steder, der har haft succes gennem de senere år.

Af nye boder kan man i år byde velkommen til Gastrokanonen, der bemandes af to friske gutter som laver mad i en ”gulaschkanon”. Kanonen blev brugt af militæret under krigen for at sikre varm mad. Den har en kapacitet på 1.000 kuverter pr. dag, så når de er serveret, bliver der ikke lavet mere før næste dag. Der bliver også mulighed for at prøve autentisk Sambusa enten med kød eller vegetarisk lavet af somaliske kvinder fra det aarhusianske netværk SomaliFood.

Folkene bag hedengangne Restaurant Sårt med på NorthSide igen, men denne gang med CRNA, der serverer shawarma med fårekød, og så tager holdet fra Kuma turen fra København for at lave yakitori sticks og bento bokse. Man kan også se frem til at besøge boden Mama, der drives af ejeren af Restaurant L’Estragon som kommer med et alsidigt menukort med vegetariske retter som spicy kartoffelsuppe med avocado og salsa eller dahl med syltede ramsløg og dukka.

Der bliver også bud velkommen til food trucks fra Kiin Kiin Street og Letz Sushi, der som noget nyt skal sørge for maden i det udvidede Sideshow-område, og så rykker den populære og særdeles velanmeldte Restaurant Ferdinand ind med bordservering, fettuccine, tatar og meget mere i et 400m2 stort telt ved siden af Vin & Champagne-området.

- Økologi og gode madoplevelser er blevet en lige så naturlig del af NorthSide-oplevelsen for os og vores gæster som et stærkt musikprogram, og derfor er det altid spændende at kunne løfte sløret for, hvem der skal kræse om publikum under festivalen. I år har vi tilføjet et nyt krav til en række udvalgte boder, hvor vi har bedt dem om at stille op, så man kan se præparationen af maden. Det har vi gjort, fordi det er vigtigt for os at vise, at maden på NorthSide er frisk og bliver lavet på stedet og ikke bare er frostvarer, der skal varmes op. Så der bliver bagt, kogt, grillet og friteret rundt om på pladsen hele dagen, hvilket vi gerne vil vise vores gæster.

Det siger talsmand for NorthSide, John Fogde, der fremhæver bålstemningen hos Gourmensch og de store stenovne hos Oles Gård som steder, hvor man kan følge med i hele processen. Sidstnævnte er til stadighed så populær hos NorthSide-gæsterne, at efterspørgslen efter de koldhævede surdejspizzaer fra den brændefyrede stenovn har gjort, at Ole flytter hen til højre for Blue Stage. Her får han 20 facademeter til servering af pizza og toast, og der opgraderes fra to til fire stenovne, der med garanti kommer til at køre for fuld blus i hele åbningstiden.

Kolonihaven byder igen i år på gourmetmad fra ARoS Food Hall, sommerstemning og klassisk dansk mad til Frokost i Mormors Kolonihave, bage-workshops med folk fra Meyers, og så kan du få udfordret dine smagsløg af studerende fra VIA University College, der laver nyfortolkninger af danske klassikere.

Der er igen i år jomfruhummer og østers på menukortet hos Blue Oyster Bar i Vin & Champagne-området, og LêLê vil også denne gang stå klar med autentisk vietnamesisk mad. Så uanset om du er til gourmet hotdog, flæskestegssandwich, NorthSide eller Umami Burger eller for den sags skyld grillet ged, pita eller brændende kærlighed, så har NorthSide lækker mad til dig. Der vil også være et bredt udvalg af retter til vegetarer og veganere, og vil man have glutenfri mad, så er der også her et flot udvalg. Velbekomme!

Det samlede program for Kolonihaven kan ses på NorthSide.dk, og placeringen af de forskellige boder og restauranter vil kunne ses i kortet i den officielle NorthSide app.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • aarhus
  • bæredygtighed
  • festival
  • musik
  • ns18
  • northside festival
  • northside

NorthSide 2018 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 7.-9. juni.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2018.

Kontakt

Relateret materiale

  • Sluk tørsten på NorthSide

    En ny Gin & Tonic-bar med genbrugsmøbler og rosé-smagning er blot nogle få af de nye smagsoplevelser på NorthSide

  • Få udvidet din madhorisont på NorthSide

    Har du lyst til at smage ramsløgskage eller cikorie-iskaffe? Studerende fra VIA University College står bag flere events på NorthSide, hvor du blandt andet kan købe billet til en lækker frokost med overraskelser i Kolonihaven, nyde en is med krydderurter på festivalpladsen og opleve body percussion.

  • ​Tango, vinyl og kefir i Kolonihaven

    For tredje år i streg åbnes Kolonihaven for NorthSides gæster til tre dage med smagsoplevelser, foredrag og fokus på bæredygtighed

  • Sideshow vender tilbage

    Sidste års store succes vender tilbage med tre gange så meget plads til Silent Disco, dragshows, burlesque og en Sideshow Church med sit helt eget oplevelses univers