Pressemeddelelse -
Pincho Nation vil åbne flere restauranter i Danmark
Pincho Nations restauranter i København har oplevet vækst i både 2020 og 2021, hvor branchen ellers har været særdeles udfordret i hovedstaden. Derfor genoptager Pincho Nation nu planerne om at åbne flere restauranter i Danmark. De første åbninger forventes allerede at ske i 2022, og ekspansionen skal ske gennem franchising.
Svenske Pincho Nation har to restauranter i København. Den første restaurant åbnede i marts 2018, mens den anden åbnede i november 2019. Det har hele tiden været tanken at åbne flere restauranter, og den første uden for København skulle have været åbnet i 2020, men pandemien satte det projekt på standby. Nu har man været igennem to nedlukninger, og efter hver genåbning har man oplevet vækst både i antal gæster og omsætning. I 2021 lyder væksten i omsætning således på 22% sammenlignet med 2020, og de to restauranter i København havde i alt 126.000 gæster. Derfor er der stor tro på fremtiden.
”Vores app-baseret koncept, den anderledes og finurlige cirkus-inspirerede indretning i restauranterne har vist sit værd. Vi har vores helt egen plads i markedet, og vi er taknemlige for og stolte over, at vi er kommet så stærkt igennem pandemien. Nu er det tid til at udvide Pincho Nation familien og få nogle flere restauranter på Danmarkskortet,” siger Flemming Christophersen, CEO/Partner i Pincho Nation Danmark.

Ifølge Horesta viser de foreløbige tal for 2021, at omsætningen i den samlede restaurantbranche fortsat ligger under 2019-niveau. Her var omsætningen på 47,6 mia. kr., mens den i 2021 lander i omegnen af 42,5 mia. kr., hvilket er 11% lavere end i 2019. Omsætningen i 2020 var på 37,7 mia. kr. De udspecificerede tal for 2021 foreligger endnu ikke, men erfaringerne fra 2020 viser, at restauranter i København mistede 32% af deres omsætning i 2020, mens omsætningstabet uden for København blot var på 9%.
Franchising skal gøre Pincho Nation landsdækkende
I Norden er der i øjeblikket 71 restauranter, hvoraf de 64 ligger i Sverige. I Danmark er målsætningen at få 20 restauranter. I Sverige har ekspansionen været drevet af franchising med overskudsgrader på 5-7% over branchegennemsnittet som trækplaster. Franchising er også nøglen til vækst i Danmark med fokus på de større byer. Målet er at blive landsdækkende med 20 restauranter inden for en overskuelig årrække.
”Vi tilbyder en attraktiv franchise-pakke med en positionering i markedet, hvor der ikke er nogen direkte konkurrenter, og hvor du får et koncept og forretningsmodel, der kan præstere i et marked, der har været meget igennem de seneste par år. Der er allerede en solid interesse, og uanset om COVID-19 endelig har sluppet sit tag i samfundet eller ej, glæder jeg mig til meget til den rejse, vi står over for,” siger Flemming Christophersen.

Pincho Nation åbnede den første i restaurant i Göteborg i 2012 og har blandt andet kapitalfonden Valedo, der også er medejere af Joe & the Juice og Lakrids by Bülow, i ejerkredsen.
For yderligere information
- Kontakt: Flemming Christophersen, CEO/Partner i Pincho Nation Danmark, på mobil +45 27 62 22 17
- Besøg: www.pinchonation.dk
Emner
Pincho Nation
Pincho Nation er en svensk restaurantkæde med 71 restauranter i de nordiske lande. Selskabet blev grundlagt i 2012 og er vokset hurtigt gennem franchising. Det er nu en af de førende restaurantkæder i Sverige. Pincho Nation tilbyder et unikt cirkusinspireret koncept med et bredt menukort med retter i tapas-størrelse, der er inspireret af køkkener verden over. Pincho Nation var det første app-baseret restaurantkoncept. Gæsterne laver deres reservation, bestilling samt betaling ved at bruge appen på mobiltelefonen.