Nyhed -
Lad regnen falde
Regnen siler ned på denne årstid. Vandstanden stiger og du frygter, at vandet skal sive ind i din bolig. Beboerne i Skovkvarteret har dog ingen grund til bekymring. De er nemlig flyttet ind i en bolig, hvor der er styr på regnvandet – faktisk er der styr på regnvandet i hele Skovkvarteret.
Projektchef i Skovkvarteret, Jesper Sinding, fortæller om LAR-løsningen i Skovkvarteret. ”LAR betyder Lokal Afledning af Regnvand og er en god måde at undgå våde kældre, fugt i fundamentet og oversvømmelse,” fortæller Jesper. ”Vi har indrettet kvarteret, så regnvandet enten nedsives i området, ved hjælp af lavninger, eller udledes i særlige regnvandskloakker, hvis der kommer meget vand på én gang.
Van(d)vittigt smart
Jesper forklarer, at de såkaldte lavninger er fordybninger i de grønne fællesarealer i Skovkvarteret. Her opsamles regnvandet naturligt og siver langsomt ud i terrænet. Hvis der er meget pres på regnvandet, f.eks. ved skybrud, udledes vandet via regnvandskloakken, som er gravet ned i kvarteret og udmunder på Fælleden.
Det smarte ved at have en LAR løsning er derfor, at der ikke bruges ressourcer på at rense vand, som allerede er rent. Det ”sorte” spildevand fra vaskemaskiner, toilet og bad føres separat til rensning, alt i mens regnvand og overfladevand, fra tage og flisebelægninger, løber ud i områdets kanaler, Byfælleden og Kalvebod Fælled, hvor det gør gavn i det grønne kvarter.
Grønt er godt
”De åbne områder, mellem husene i Skovkvarteret, er grønne og præget af varieret bevoksning, som skifter karakter i løbet af året. Regnvandet er med til at give de små grønne arealer liv, året rundt, hvilket er positivt for beboerne, der ønsker at være tæt på naturen”.
Selvom LAR-løsningerne har været et påbud i lokalplanen, mener Jesper, at LAR-løsninger er det bedste for alle parter. ”Der bliver ikke brugt ressourcer på at rense det i forvejen rene regnvand, og vi kan sende det direkte ud i naturen, fordi det netop allerede er rent. Dét, synes vi, er en god løsning for både nuværende beboere og kommende generationer.”