Når ferier bliver et helvede

I skrivende stund står sommerferien for døren. Selvom min søn, Tom, har rundet de 40 år, så giver skoleferier mig altid et lille sug i maven. Ikke fordi jeg drømmer om, at han stadig var skolebarn og boede hjemme, og heller ikke fordi jeg er misundelig på nutidens forældre over de muligheder, de har med deres børn. Nej, jeg får snarere sådan en lidt udefinerbar følelse af ked-af-det-hed over de mange skoleferier, jeg gik glip af sammen med mit barn.

Der er efterhånden gået mere end 18 år, siden jeg blev indlagt på Tjele til behandling for min alkoholafhængighed. Jeg har været ædru siden. Da var jeg 42 år, og Tom var 20. Jeg kan se tilbage på hans barndom som noget, der er lidt tåget og fremmed for mig, for jeg var ikke mentalt og åndeligt til stede dengang. Derfor sender jeg i dag en tanke til de børn, som lige har haft sommerferie, og hvis forældre har et alkoholproblem, der har skygget for nærværende samvær, sjove aktiviteter og hygge i køkkenet.

Jeg sender også en tanke til deres forældre. De forældre, der drikker altså. De har ingen idé om, hvad de går glip af, så længe de er fanget i flasken. En alkoholiker kommer efterhånden til at leve i sin egen virkelighed, som man får til at passe ind i den livsførelse, man dyrker lige nu. De fleste andre mennesker tilpasser deres livsførelse med den virkelige verden… det er omvendt for en alkoholiker.

Jeg får aldrig en second chance

Da Tom var barn, boede han og jeg på Sjælland, og hans far boede i Jylland. I samtlige de år, Tom gik i folkeskolen, så jeg frem til alle skoleferier som de perioder, hvor jeg kunne drikke lidt mere frit end til daglig. Så selv tiden MELLEM skoleferierne var fyldt med alkohol – i den forstand, at da brugte jeg tiden til at planlægge og glæde mig til ”fri druk” (til daglig bildte jeg mig selv ind, det var mere kontrolleret) Jeg er både mentalt og åndeligt gået glip af Toms barndom, og jeg får aldrig en ”second chance”.

Til gengæld har jeg i de forløbne godt 18 år fået chancen for at vise Tom, at jeg har et dybfølt ønske om at gøre det bedre i fremtiden. Jeg kan ikke ændre på de ting, der ER sket, men jeg kan ændre på de ting, der SKAL ske. Heldigvis er vi begge to sluppet helskindet ud ”på den anden side”, og jeg er siden blevet  farmor til Toms to børn. Tak fordi jeg fik lov at opleve det, og tak fordi Tom så ikke behøver fortælle sine børn, når de bliver større, at farmor drak sig ihjel!