Skip to main content

FIFA i verdensklasse: eSuperliga Sæson 2 Finals bliver spillet i KB Hallen

Pressemeddelelse   •   Mar 26, 2019 14:00 CET

Brøndby vandt første sæson af eSuperligaen. Denne sæsons vinder skal findes i KB Hallen den 17. april. Foto: Scanpix

Efter sidste sæsons brag af et finaleevent i Forum er eSuperliga Sæson 2 Finals klar til at blive spillet foran tusindvis af tilskuere. Denne gang bliver det KB Hallen i København, der lægger gulv til det store arrangement, som finder sted onsdag den 17. april. Her vil Danmarks stærkeste FIFA-spillere, som er en del af verdenseliten, dyste om at vinde 2. sæson af eSuperligaen og førstepræmien på 180.000 kroner. eSuperliga Finals kan også ses på dplay og Canal 9.

Danmarks bedste FIFA-spillere skal endnu en gang optræde foran tusindvis af begejstrede esports-fans, når der skal findes en vinder af eSuperliga Sæson 2 Finals.

Onsdag den 17. april bliver der nemlig afviklet eSuperliga Sæson 2 Finals i KB Hallen i København. Her vil der være plads til 2.000 tilskuere, og dermed er der lagt op til et ligeså forrygende og medrivende finale-event, som det der afgjorde første sæson af eSuperligaen i Forum i december sidste år, hvor Brøndby vandt finalen.

- Det glæder mig ekstremt meget at eSuperliga Sæson 2 Finals bliver på en stor scene. Personligt betyder det meget for mit spil, da jeg trives langt bedre i de omgivelser, og stemningen bliver helt sikkert fuldstændig sindssyg. Det er det hele sæsonen er opbygget efter, så det bliver spændende at se, hvem der rammer dagen, når det hele skal afgøres. Forhåbentlig kan vi gøre det igen, siger Frederik ”Fredberg” Fredberg, som vandt første udgave af eSuperligaen sammen med makkeren Daniel ”Dingo” Kristensen.

Hos Brøndbys ærkerivaler fra FC København kan man heller ikke vente med at skulle spille i KB Hallen.

- Siden jeg kom til North, har jeg både været til en del turneringer i udlandet – men sidste sæsons finale i Forum var uden tvivl en af de bedste live-oplevelser, jeg har haft i min karriere. KB Hallen er et helt oplagt venue, som jeg har mange gode minder fra, da jeg selv spillede i KB. Jeg håber, at stemningen bliver mindst lige så god som i sidste sæson, siger den tidligere dobbelte verdensmester August ”Agge” Rosenmeier.

Overvældende FIFA-interesse i Danmark
Dansk FIFA holder ekstremt højt niveau, og udover ”Agge” har Mohamad Al-Bacha fra Randers FC også tidligere vundet VM, mens FC Helsingørs Fatih ”FIFAÜstun” Üstun pt. regnes som en af verdens absolut bedste spillere. Derudover er tre danskere i top-20 på verdensranglisten. Med andre ord er der lagt op til FIFA i høj international klasse ved eSuperliga Sæson 2 Finals onsdag den 17. april. Ligesom der er det hver tirsdag og onsdag fra kl. 18 til 23 på dplay og Canal 9, hvor grundspillet bliver vist.

- Vi glæder os virkelig til at ride videre på esportsbølgen, for vi kan se, at esport og FIFA bliver mere og mere populært. Vi er superglade for at vi sprang på fra start, så vi for anden sæson i træk kan give vores seere og publikum i KB Hallen det største FIFA-event på dansk jord. Og hvis det bliver bare halvt så underholdende, som det var i Forum i december, går vi en rigtig god finale-aften i møde, siger Anders Antonsen, nordisk sportsdirektør hos Discovery.

Den melding bakker Marcus Lindmark, CEO hos DreamHack, som afvikler eSuperligaen sammen med Discovery og Divisionsforeningen, op om:

- Det er helt vildt imponerende, at vi for anden gang i træk formår at trække eSuperliga ind i så stor en arena. Interessen for eSuperliga og FIFA i Danmark har helt klart været overvældende. Hos DreamHack har vi mange kompetencer indenfor afholdelse af esportsevents, og derfor glæder vi os endnu engang til at give FIFA- og fodboldfans i Danmark en fantastisk oplevelse.

-Vi havde et brag af en eSuperliga finale i Forum i sidste sæson med flere tusinde fans på lægterne. Vi glæder os rigtig meget til eSuperliga Sæson 2 Finals 17. april, hvor vi sammen med Dreamhack og Discovery, for andet år i træk kan levere FIFA i absolut verdensklasse til de mange danske fans – denne gang i KB Hallen, udtaler direktør for Divisionsforeningen,Claus Thomsen.

De otte bedste klubber fra grundspillet går videre til eSuperliga Sæson 2 Finals i KB Hallen. Men som noget nyt i år vælger de fire bedste klubber efter sidste spillerunde i grundspillet den 10. april deres modstander blandt nummer 5-8 i grundspillet. De mødes i fire kvartfinaler, som bliver til to semifinaler og én Grand Final. Alle kampe er bedst-af-to, mens finalen ligesom sidste år er bedst-af-tre.

eSuperliga-holdenes vej til finalen i KB Hallen, kan følges hver tirsdag og onsdag fra klokken 18 til 23 på dplay og Canal 9. Lige nu er de 16 klubber i gang med grundspillet og kampen om at komme i top-8, så de dermed er sikret en plads i eSuperliga Sæson 2 Finals. Der dystes i EA SPORTS FIFA 19 Ultimate Team og turneringen er en del af The Official League Qualifying events i EA SPORTS FIFA 19 Global Series.

Om finalestævnet i KB Hallen

  • eSuperliga Sæson 2 Finals bliver afviklet onsdag den 17. april 2019. Dørene åbner kl. 12:30 og arrangementet slutter kl. 22:00.

  • Billetter til finaleshowet koster ml. 150 – 300 kr. + gebyr og kan købes på billetlugen.dk.

  • Til finalestævnet er der sikret masser af god FIFA – i alt 4 kvartfinaler, 2 semifinaler og én grand final
  • De otte klubber i slutspillet spiller om en samlet præmiepulje på 365.000 – heraf går 180.000 kroner til vinderen.

Discovery Networks Danmark er den danske medievirksomhed bag blandt andet Kanal 5, 6’eren, Eurosport- og Discovery-kanalerne samt streamingtjenesterne Eurosport Player, Dplay og GOLFTV. Discoverys 12 tv-kanaler har en samlet kommerciel seerandel på godt 20 pct., hvilket gør Discovery til den tredjestørste kommercielle tv-gruppe i Danmark. På tværs af Discoverys platforme får brugerne en stærk kombination af seriøst underholdende programmer, nærværende reportager og førsteklasses sport som bl.a. fodboldlandsholdets kampe, Superligaen og Premier League. Discovery Networks Danmark har en dansk ledelse og er ejet af Discovery, Inc.

Besøg vores hjemmeside for flere nyheder om Discovery.