Nyhed -

Pilotprojekt skal give københavnerne smag for delebiler

Et nyt forsøg med delebiler på Vesterbro og Frederiksberg, Ny Mobilitet, skal undersøge, om byboerne er klar til at vinke farve til privatbilen og byde delebilen velkommen. Målet er at skabe bedre plads til byliv, mindske pres på p-pladserne og fremme grøn mobilitet. Undersøgelser viser, at én delebil med fast stamplads kan erstatte seks privatejede biler, og dermed reduceres trængslen på vejene.

Ny Mobilitet går ud på, at en række test-byboere skal bruge grønne transportformer som delebiler, bycykler og kollektiv tranport til at komme rundt i byen. Det er beboerne på Henrik Ibsens Vej på Frederiksberg og beboerne Krusågade på Vesterbro, der har valgt at deltage i forsøget og omlægge deres kørselsvaner.

LetsGo har allerede flere biler på Vesterbro og Frederiksberg, og i forbindelse med projektet sætter LetsGo yderligere fire biler op:

- Vi synes, det er virkelig spændende projekt, og vi glæder os meget til at se resultatet. Vi forventer at projektet vil skabe flere delebilister, hvilket vil give mere plads i byrummet og mindre trængsel. Det er til gavn for alle, som bor i København, siger direktør i LetsGo, Bjarke Fonnesbech.

Privatbilen sendes på ferie

Projektet skydes i gang d. 1. April og kører frem til Juli. Hensigten med Ny Mobilitet er at undersøge, om byboerne kan undvære privatbilen og ændre transportvaner, imens privatbilen er sendt på en tidlig sommerferie. Bag forsøget står Region Hovedstaden, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.

I København ser teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) store muligheder i projektet:

- Undersøgelser har vist, at mere end hver fjerde bil på Vesterbro står stille mandag til fredag. Derfor lader det til, at der er stort potentiale for at få københavnerne til at tage delebilen til sig. Lykkes vi med det, får vi mere plads, vi kan bruge på mennesker i stedet for opbevaring af biler, siger Morten Kabell.

En undersøgelse foretaget af Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning i 2016 viste, at 26 % af de parkerede biler på Vesterbro holder parkeret på samme sted fra mandag til fredag. Ved at køre i delebil optager man ikke unødig plads i byrummet samtidig med, at bilen bruges mere hensigtsmæssigt af bilisten.

Udover delebiler fra LetsGo gennemføres projektet i samarbejde med blandt andet Movia, Metroselskabet, Hertz Delebilen, bybiler som Green Mobility og DriveNow samt Bycyklen.

Link til ny mobilitets projekt: https://www.nymobilitet.dk/

Emner

  • Miljø, energi

Kontakt

Christian Rohmann

Pressekontakt Projektleder Presse 28356577

Relateret materiale