Skip to main content

Vi deler julen med mobilen – men må julefrokosten også publiceres?

Pressemeddelelse   •   Dec 13, 2013 10:02 CET

Må man tage billeder med sin mobiltelefon ved firmajulefrokosten? Og kan det passe, at mænd tager flere julefotos af deres koner og kærester end omvendt? Telia og YouGov har gennemført en ny juleundersøgelse.

Mobiltelefonens indbyggede kamera betyder, at vi tager flere billeder end ellers – ikke mindst i julemåneden. Faktisk siger halvdelen af danskerne, at de i dag tager mange flere julebilleder med deres mobil i forhold det konventionelle kamera.

Fordelen ved mobilkameraet er, at det er med overalt, og at billederne efterfølgende nemt kan deles via sociale medier som Facebook, Instagram og Snapchat eller sendes som sms. Det kan dog samtidig skabe lidt kontrovers, fx ved firmajulefrokosten, hvor kollegerne ikke nødvendigvis ønsker at få foreviget og delt alle aftenens optrin.

Direkte adspurgt mener næsten hver tredje voksne dansker (29 %), at man ikke kan tillade sig at tage billeder til firmajulefrokosten. Dette synspunkt bliver endnu mere udpræget med alderen – og især blandt mændene.

I alt 22 % af os mener, at man gerne må tage fotos til firmajulefrokosten – hvis det bare begrænser sig til først på aftenen.

”December er traditionelt en meget aktiv måned for mobiltrafikken. Ikke mindst på de store julefrokostdage – og naturligvis juleaften. Sidste år registrerede vi imidlertid et fald på 12 % i antallet af sendte sms’er på selve juleaften, hvilket vi tolker som, at flere julehilsner og gavefotos sendes via Facebook og Twitter. Så det bliver spændende at se, om tendensen fortsætter i år”, siger Kommunikationsdirektør Mette Honoré fra Telia Mobility.

Hvad tager vi ellers billeder af i december? Topscoreren er juleudsmykning og juletræer, mens vejr og landskaber, familiemedlemmer og julegaver følger på de næste pladser.

Lige uden for Top 5 ligger motivet ”min kæreste eller ægtefælle” – som i øvrigt markant flere mænd end kvinder nyder at tage billeder af. Især jo ældre de bliver. De unge voksne mellem 18 og 34 år tager mange flere billeder af sig selv – selfies – end andre aldersgrupper.

TOP 5: Hvad tager du flest billeder af i december?

1. Juleudsmykning og juletræ
2. Vejret/landskab/natur
3. Andre familiemedlemmer
4. Mine børn
5. Julegaver og udpakning

Kilde: YouGov & Telia

Telia i Danmark er en del af TeliaSonera koncernen, som er den førende telekommunikationsvirksomhed i de nordiske og baltiske lande, med virksomheder i Spanien samt i en række lande i Eurasien, inklusiv Rusland og Tyrkiet. Ved udgangen af 2013 havde TeliaSonera en omsætning på 101,7 milliarder svenske kroner, og 189 mio. kunder (72,5 mio. på hjemmemarkederne og 116,5 mio. igennem delvist ejede selskaber). TeliaSonera er noteret på børserne i Stockholm og i Helsinki. Telia i Danmark udbyder mobil og fastnettelefoni til både privat- og erhvervskunder samt bredbåndsforbindelser og data-services. Telia havde i 2013 en omsætning på 4,6 milliarder danske kroner. Enkelthed og service er vigtigt for at vi kan skabe profitabel vækst og værdi for vores kunder og ejere. Læs mere på www.telia.dk