Pressemeddelelse -
Nye Gaio produkter i Sverige
I de svenske butikker lanceres i denne uge to nye produkter under Gaio mærket. Gaio fil (tykmælk) og Gaio yoghurtdrik er resultatet af en meget avanceret forskning hos Arla Foods Innovation & Miljø i Sverige.
Begge produkter indeholder bakteriekulturen Lactobacillus F19, som ifølge forskningen har en god virkning på balancen mellem de gode og dårlige bakterier i maven. Arla Foods Sverige har forsket i Lactobacillus F19 i over ti år og har verdenspatent på anvendelse af kulturen i levnedsmidler.
Med de nye svenske produkter bliver Gaio Arla Foods' overordnede varemærke for sundhedsfremmende produkter.
Mens Gaio i Sverige nu omfatter de nye syrnede produkter samt et blandingsprodukt med omega-3 fedtsyrer, kendetegnes Gaio i Danmark fortsat af en række syrnede produkter med Causido kulturen. I Danmark vurderer man i øjeblikket mulighederne for at anvende Lactobacillus F19 i tilsvarende produkter.