Gå til indhold

Pressemeddelelse

Studiestart former både fællesskaber og madvaner: Nu lanceres The Average Cooking Club for 20.000 studerende

Arla og REMA 1000 lancerer nu The Average Cooking Club i otte danske studiebyer. Op mod 20.000 studerende får mulighed for at hente gratis råvarer til deres første madklubmåltid og tage hul på både nye fællesskaber og nye erfaringer i køkkenet.

For mange unge er årene efter, at de flytter hjemmefra, første gang de selv skal få hverdagen til at fungere. De skal skabe nye relationer, lære at stå for indkøb og madlavning og finde deres plads i en ny hverdag. Samtidig peger forskning på, at netop denne periode er afgørende for udviklingen af madkompetencer.

Derfor lancerer Arla og REMA 1000 nu The Average Cooking Club i otte danske studiebyer.

Fra uge 36 til 40 får op mod 20.000 studerende mulighed for at danne små madklubber og hente gratis måltidsposer med råvarer til deres første fælles måltid.

The Average Cooking Club skal sænke tærsklen til at starte en madklub på et tidspunkt, hvor mange unge både skal finde deres plads i en ny social sammenhæng og for første gang få en selvstændig hverdag med indkøb og madlavning til at fungere.

“Når unge flytter hjemmefra, skal de både etablere nye relationer og få hverdagen til at fungere under eget ansvar. Madlavningsfællesskaber kan noget særligt, fordi praktisk erfaring og social deltagelse kan tage form samtidig. Man behøver hverken kunne lave et helt måltid eller være socialt sikker på forhånd. Man kan få en plads i fællesskabet ved at hakke grøntsager, røre i gryden, købe ind eller dække bord,” siger Line Rossen, ph.d.-Fellow ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet og faglig sparringspartner på projektet.

Hver måltidspose er udviklet til en madklub på 3-4 personer og indeholder råvarer til et fælles måltid. Målet er at gøre det lettere at tage de første skridt ind i både nye fællesskaber og nye madvaner.

“I Arla mener vi, at madkundskaber er livskundskaber. De handler ikke kun om, hvad man kan tilberede, men også om at kunne få hverdagen til at fungere, træffe gode madvalg og dele et måltid med andre. Studietiden er en vigtig periode for udviklingen af de vaner og erfaringer. Med The Average Cooking Club vil vi ikke fortælle unge, hvad de burde kunne. Vi vil give dem en konkret og uformel mulighed for at øve sig sammen,” siger Ann-Camilla Kjæmpe, marketingdirektør i Arla Danmark.

Fra tilmelding til fælles måltid

Studerende tilmelder deres madklub med en studiemail og vælger et afhentningssted i en af de otte studiebyer. På udvalgte tirsdage og torsdage fra uge 36 til og med uge 40 kan madklubberne hente deres gratis pose i en deltagende REMA 1000-butik.

Posen indeholder:

  • Råvarer til et fælles måltid for tre-fire personer
  • En enkel opskrift
  • Adgang til digital vejledning
  • Et madklubmanifest med forslag til fælles spilleregler
  • Samtalekort, der kan hjælpe med at bryde isen
  • En mulighed for at vinde en fælles oplevelse

Tanken er ikke, at deltagerne skal servere et avanceret eller perfekt måltid. The Average Cooking Club skal give dem en overskuelig anledning til at mødes, fordele opgaverne og få praktisk erfaring med madlavning sammen.

En anledning til at være sammen

The Average Cooking Club tager udgangspunkt i en enkel filosofi: Det er ofte lettere at lære nye mennesker at kende, når man laver noget sammen.

Når unge mødes om at lave mad, er der noget konkret at samles om. Nogle hakker grøntsager, andre dækker bord eller står for indkøbene. Samtalerne opstår undervejs, mens måltidet tager form.

Samtidig får de erfaring med at få madlavningen til at fungere i hverdagen.

"Når unge flytter hjemmefra, skal de både finde nye relationer og lære at få hverdagen til at fungere. Madlavningsfællesskaber kan noget særligt, fordi de giver mulighed for begge dele på én gang. Man behøver ikke være dygtig i køkkenet eller kende nogen på forhånd for at kunne være med," siger Line Rossen, der har forsket indgående i unges praksislæring i madfællesskaber.

The Average Cooking Club er udviklet for at gøre det første skridt lettere. Når råvarer, opskrift og en konkret anledning til at mødes allerede er på plads, bliver det mere overskueligt at komme i gang.

“Som dagligvarekæde møder vi de unge dér, hvor deres madvalg bliver til. Med The Average Cooking Club kan vi gøre vejen fra indkøb til fælles måltid helt konkret og overskuelig. Det skal være let at tage posen med hjem, samle sin madklub og komme i gang,” siger Jonas Schrøder, kommunikations- og ansvarlighedsdirektør i REMA 1000.

Første erfaringer fra Aarhus

Inden den landsdækkende åbning er The Average Cooking Club blevet afprøvet som del af introperioden på Aarhus Tech. Her har elever fra blandt andet ejendomsservice, mediegrafiker- og teknisk designeruddannelserne hentet råvarer i REMA 1000 på Randersvej og lavet mad sammen på skolen.

Erfaringerne indgår i den videre udrulning, hvor målet er at få flere unge til selv at danne og fortsætte deres madklubber.

Her lanceres The Average Cooking Club

The Average Cooking Club lanceres i:

  • Aalborg
  • Aarhus
  • Esbjerg
  • Kolding
  • København
  • Odense
  • Sønderborg
  • Viborg

Tilmelding, deltagende butikker, lokale afhentningsdage og øvrige praktiske oplysninger findes på: https://www.arla.dk/madaktiviteter/cooking-club/

Line Rossen er ph.d.-fellow ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet. Hun leder desuden et særskilt pilotprojekt om unges praksislæring i madfællesskaber. Pilotprojektet har modtaget økonomisk støtte fra Arla Foods.

Emner

Regions


_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 11200 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®.

Kontakt