Gå til indhold
Mercedes-Benz vinder kæmpeordre på el-lastbil og satser stort på europæisk ladenetværk

Pressemeddelelse -

Mercedes-Benz vinder kæmpeordre på el-lastbil og satser stort på europæisk ladenetværk

Mercedes-Benz Trucks sætter ekstra fart på den elektriske omstilling med en ordre på 120 eksemplarer af den fuldelektriske eActros og investerer samtidig stort i et helt nyt samarbejde, der skal sikre effektiv lynopladning af den tunge transport i hele Europa.

Produktionen af den fuldelektriske Mercedes-Benz eActros begyndte i oktober i år, og allerede nu er den første store ordre en realitet med en bestilling fra svenske Einride på hele 120 eksemplarer.

Einride, der er markedsledende inden for digital, elektrificeret og automatiseret fragtservice, planlægger at begynde udrulningen af den kommende flåde af nye eActros 300 og eActros 400 på udvalgte europæiske markeder i midten af 2022.

Dermed tager udviklingen af fremtidens transport nu for alvor fart, og hos Karin Rådström, som er øverste chef hos Mercedes-Benz Trucks, er den store ordre et klart signal om en voksende interesse for elektrificeringen af transportsektoren:

“Med eActros markerer Mercedes-Benz Trucks en milepæl i elektrificeringen af den tunge transport. Vores mål er, at mere end hver anden lastbil, vi producerer i 2030, er elektrisk. Denne store ordre bekræfter os blot i, at vi er på rette spor,” siger Karin Rådström.

Op til 400 kilometer rækkevidde
Den fuldelektriske eActros fås i to versioner med enten tre eller fire batteripakker hver med en nettokapacitet på omkring 97 kWh. Med den store batteripakke har eAtros en rækkevidde på op til 400 kilometer på en fuld opladning.

Hjertet i den elektriske lastbil er drivlinen, som udgøres af en bagaksel med to integrerede elmotorer og en gearkasse med to trin. De to motorer leverer en kontinuerlig ydelse på 330 kW (449 hestekræfter) og endda kortvarigt hele 400 kW (544 hestekræfter).

Drivlinen opsamler desuden energi ved nedbremsninger, så der også tilføres strøm til batteriet under kørslen. Det er muligt at lade med en effekt på op til 160 kW, og dermed kan batteripakken i eActros 300 lades fra 20 til 80 procent på lidt over en time.

Europæisk ladenetværk til den tunge transport
Netop opladningsmulighederne er en af de vigtigste brikker i elektrificeringen af den tunge transport, og nu går Mercedes-Benz Trucks med allerforrest i et samarbejde med TRATON GROUP og Volvo Group. De tre lastbilproducenter har nemlig skabt en joint venture, som står bag en ambitiøs plan om et omfattende netværk af offentlige hurtigladere designet til lastbiler og busser.

Netværket skal dække hele Europa, og med aftalen forpligter parterne sig til at investere massivt i udrulningen af ladeinfrastruktur til den voksende gruppe af kunder inden for tung, elektrificeret transport. Det fælles mål er komplet klimaneutral transport i Europa inden 2050.

Samarbejdet starter op i 2022, og allerede fra første færd investeres 500 mio. euro – omkring 3,7 mia. kroner – hvilket gør projektet til den suverænt største investering i hurtigopladning i Europa til dato. Planen er at etablere og drive minimum 1.700 ladestationer ved eller i nærheden af motorveje og logistiske knudepunkter inden for de første fem år af projektet.

Emner

Kategorier


Mercedes-Benz Danmark A/S er den officielle importør af Mercedes-Benz i Danmark, og er en del af den globale bilkoncern Daimler AG, som har hovedkontor i Stuttgart, Tyskland. Salg af nye biler foregår gennem et netværk af autoriserede og selvstændige forhandlere, ligesom vi har et veludbygget netværk af autoriserede serviceværksteder. Vores søsterselskab Mercedes-Benz Finans Danmark tilbyder bilfinansiering og andre bilrelaterede serviceydelser. Mercedes-Benz har en fælles dansk-svensk organisation, hvor flere funktioner deler ansvaret for de to markeder. Vi er i alt cirka 250 medarbejdere, som løser en række varierende opgaver inden for blandt andet salg, marketing, teknik og service.

Kontakt

Charlotta Bauer

Charlotta Bauer

Pressekontakt PR & Communications Manager +46 (0)707 549 514
Monica Linderoth

Monica Linderoth

Pressekontakt Senior Manager Marketing & PR Marketing & PR, Mercedes-Benz Denmark & Sweden +46406717057

Relateret materiale

Velkommen til Mercedes-Benz Danmark!

Mercedes-Benz Danmark AS er den officielle importør af Mercedes-Benz i Danmark. Salg af nye biler foregår gennem et netværk af autoriserede og selvstændige forhandlere, ligesom vi har et veludbygget netværk af autoriserede serviceværksteder.

Vores søsterselskab Mercedes-Benz Finans Danmark tilbyder bilfinansiering og andre bilrelaterede serviceydelser.

Mercedes-Benz har en fælles dansk-svensk organisation, hvor flere funktioner deler ansvaret for de to markeder. Vi er i alt cirka 250 medarbejdere, som løser en række varierende opgaver inden for blandt andet salg, marketing, teknik og service.

Mercedes-Benz’ fokus på aktiviteterne i Danmark fortsætter med uforandret styrke fra det nye kontor. Den organisatoriske opbygning af Mercedes-Benz i hhv. Danmark og Sverige fortsætter derfor uforandret, og der er en række fælles administrative funktioner som HR, økonomi og IT, der fremover vil være samlet i Malmö.

Mercedes-Benz Danmark AS er en del af den globale bilkoncern Mercedes-Benz Group, som har hovedkontor i Stuttgart, Tyskland.