Gå til indhold
Flemming Lassens sofa sælges her for 610.000 kr.
Flemming Lassens sofa sælges her for 610.000 kr.

Pressemeddelelse -

Danmarks dyreste sofa solgt for 610.000 kr.

Årets første designauktion i Bredgade er netop afsluttet med et imponerende rekordhammerslag på Flemming Lassens sofa fra 1935, der blev solgt for 610.000 kr. Det er den dyreste sofa, Bruun Rasmussen nogensinde har solgt. 

"Flemming Lassens møbler er ekstremt eftertragtede på det internationale designmarked. Auktionens to højeste hammerslag faldt netop på møbler af denne arkitekt, da hans ikoniske lænestol "Den Trætte Mand" blev solgt for 590.000 kr. Vi har stadig verdensrekorden på sidstnævnte model, der blev solgt for 1,42 mio. kr. i 2014, og han er dermed den danske arkitekt, hvis møbler har opnået de højeste priser på vores auktioner," udtaler Peter Kjelgaard, leder af afdelingen for design og kunsthåndværk i det 20. århundrede.

Auktionens to møbler af Flemming Lassen er begge formgivet i 1935 og tager afsæt i arkitektens karakteristiske fokus på håndværk og et nærmest naivt formsprog. De er udført hos henholdsvis snedkermestrene A.J. Iversen og Jakob Kjær og fremstår med deres originale polstring.

I Danmark blev den internationale modernismes radikale idéer sjældent udtrykt i deres reneste form. For de danske arkitekter var det afgørende, at fokus på form, funktion og nye materialer ikke skete på bekostning af mennesket og det gode håndværk. Derfor fik de første forsøg på en dansk fortolkning af den internationale modernisme i 1930’erne et mere blødt og humant formsprog end i udlandet som tilfældet er med Flemming Lassens møbler.

Hammerslag

Flemming Lassen: Overpolstret tre-pers. sofa opsat på runde ben af nød. Sider, sæde samt ryg betrukket med beige nistret uld, sider og ryg dybthæftet med lyse knapper. Udført ca. 1935 hos snedkermester Jacob Kjær. H. 76. L. 195. D. 82. Vurdering: 150.000-200.000 kr. Hammerslag: 610.000 kr.

Flemming Lassen:"Den trætte Mand". Lænestol overpolstret med originalt betræk af gul uld, delvis dybthæftet. Opsat på runde ben af lakeret mahogni. Formgivet 1935. Udført ca. 1936-1940 hos snedkermester A.J. Iversen. Vurdering: 400.000-600.000 kr. Hammerslag: 590.000 kr.

Emner

Kategorier


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.


Kontakt

Kirstine Dam Frihed

Kirstine Dam Frihed

Pressekontakt +45 8818 1064

Relateret materiale

Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.

Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå høje hammerslag til fordel for vores kunder.

Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.

Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.

Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark

Besøg vores andre nyhedsrum