Pressemeddelelse -
Sund jord giver sunde grøntsager – og det kan smages
I årevis har de arbejdet med jordforbedring via næringsrige kompostblandinger på en gård i Nordjylland. Resultatet er klart: Den sunde jord giver ikke bare sundere og stærkere grøntsager – men også bedre smag.
På gården Ny Vraa i Tylstrup har man i årevis arbejdet med at udvikle og teste effekten af ukrudtsfrie kompostbaserede dyrkningsmaterialer. Tilgangen bygger på evidensbaseret jordforbedring, hvor mikrolivet i jorden aktiveres med præcise mængder af næringsrige kompostblandinger. Alt peger på en tydelig forskel i smag og konsistens mellem hjemmedyrkede grøntsager og dem, man kan købe i supermarkedet. Det skyldes ikke kun sorten eller høsttidspunktet – men i høj grad jordens sammensætning og sundhed.
– Når grøntsager får lov til at vokse i kompostberiget, levende jord, udvikler de sig i deres eget tempo og optager næringsstoffer mere naturligt og balanceret. Resultatet er en dybere, mere nuanceret smag – som mange beskriver som ”smagen af gamle dage” eller som noget, der smager af mere, fortæller Anders Bach, der er der er partner i Ny Vraa og selv er opvokset på gården med sin bror Henrik, der i dag også er partner i virksomheden.
Dyb smag og naturlig sødme
Det store arbejde med at teste kompostblandinger har brødreparret nu taget deres resultater af til de professionelle i madens verden, og kokkene mener også at kunne smage forskel.
– De grønsager, man køber i et supermarked, smager ikke rigtig af noget. Du får ikke den samme tekstur og den samme smag som i det, der lige er høstet – den kan man ikke slå. Her ser man vitalitet, farver, energi, når man har sådan et udvalg af grønsager, der lige er plukket, og det er meget langt fra den standard, supermarkederne kører med, siger Nikolaj Juel, der har 20 års erfaring som kok og blandt andet har været hos Alastair Little, Jamie Oliver og på den legendariske River Cafe hos Rose Gray og Ruth Rogers.
– En af de bedste pastaretter, jeg nogensinde har lavet, var en helt simpel ret bestående af friterede, men helt friske, små courgetter fra haven, lidt friske krydderurter og pasta. Den havde jo været virkelig kedelig med courgetter nede fra det lokale supermarked, hvor du slet ikke får den samme tekstur og smag som noget, der lige er høstet, fortæller Nikolaj Juel.
Dyrk naturligt i ro og mag
At dyrke den gode smag frem handler om flere ting. Bruger man samtidig med kompostblandinger også no-dig-princippet, hvor man undgår at grave, bevarer man jordens struktur og liv. Det betyder, at mikroorganismerne ikke forstyrres, men i stedet får lov at trives og skabe et naturligt, sundt miljø for planterne.
– I en no-dig-have vokser planterne måske lidt langsommere – men det er netop fordi, de får lov at finde deres egen rytme og danne stærkere rodnet i en levende jord. Resultatet er robuste planter med højere modstandskraft og bedre trivsel, og det giver os grøntsager med både mere smag og mere liv, siger Anders Bach og tilføjer:
– Vi ser et markant bedre udbytte og sundere planter i de haver, hvor jorden får lov at arbejde i fred. Det er biologi, ikke magi.
Et grønt pusterum med mening
Danskerne har i stigende grad fået øjnene op for glæden ved at dyrke grøntsager selv, det viste en undersøgelse fra Haveselskabet sidste år. Og det er der flere gode grunde til – flere studier viser nemlig, at havearbejde er godt for vores mentale velvære og livskvalitet.
– Mange oplever det som befriende og meningsfuldt at dyrke egne råvarer. Det er konkret, nærværende og føles trygt – særligt når man ved, hvordan jorden er blevet behandlet. Her er det oplagt at huske de gamle ord: Du er, hvad du spiser. Med en selvforsynende køkkenhave får du ikke bare friske råvarer – du får indsigt i hele processen fra jord til bord og en dybere forståelse for, hvordan din dyrkning påvirker både miljø og sundhed, siger Anders Bach.
Selv med begrænset tid kan de fleste komme langt i selv en lille køkkenhave – især med flerårige afgrøder som jordbær, rabarber og krydderurter, der kræver minimal pleje og reducerer behovet for løbende indkøb.
– Selvforsyning handler ikke kun om at spare penge, men om at tage ansvar for sin hverdag – og give sig selv muligheden for at træde ud af forbrugets hamsterhjul. Når du dyrker dine egne grøntsager, får du ikke blot kontrol over, hvad der kommer på bordet – du oplever også glæden ved at skabe noget fra bunden. Du inviterer naturens rytme ind i hverdagen, og med de rette dyrkningsmetoder kan selv en altan eller et enkelt højbed blive begyndelsen på en mere selvforsynende livsstil, siger Anders Bach og pointerer:
– I en tid med stigende priser, ustabile forsyningskæder og voksende bekymring for, hvad vi egentlig putter i munden, bliver selvforsyning ikke bare en praktisk løsning – men en meningsfuld og beroligende hverdagshandling, der styrker både sundheden hos os mennesker og dyrkningsjorden. At gå i haven er at genfinde en rytme, der ligger dybt i os – og med de rette løsninger behøver det hverken være omfattende eller udmattende.
Læs mere på dyrk.dk
Related links
Emner
Kategorier
NY VRAA er en landbrugsvirksomhed, der har sit virke på en gård i Tylstrup i Nordjylland. Gennem tre generationer er der drevet landbrug og siden 1989 har piledyrkning været en del af bedriften, der i 2012 blev omlagt til økologi for at sikre en bæredygtig fremtid for fremtidige generationer. Læs mere på: Nyvraa.dk