Gå til indhold
Byggeriet af Scandlines’ emissionsfrie færge er gået ind i sidste fase

Pressemeddelelse -

Byggeriet af Scandlines’ emissionsfrie færge er gået ind i sidste fase

Efter to uger i flydedok er Scandlines’ zero direct emissions Femern-færge E/F Futura blevet som forvandlet. Broen og den øverste del af skibet er malet hvidt understreget af den karakteristiske grønne stribe.

Byggeriet af E/F Futura på Cemre er ved at gå ind i den sidste fase. Den 29. juli kom skibet i flydedok for blandt andet at få bunden rengjort og malet, og lørdag den 10. august stævnede hun ud igen.

Ud over malerarbejdet blev også den forreste thruster monteret under dokningen, mens den agterste, der har været i vandet siden søsætningen i november, skulle renses og males. Thrusterne driver skibet frem gennem vandet.

Bunden samt thrusterne er malet med silikonemaling, så skibet kan glide energirigtigt gennem vandet.

Under opholdet i dokken blev pullerterne til den automatiske fortøjning, som skal passe nøjagtigt i færgelejerne, samt tilkoblingen til ladetårnene i havnene i henholdsvis Rødby og Puttgarden målt op. Fra september 2025 vil skibets store batterisystem kunne oplades på blot 12 minutter i både Rødby og Puttgarden.

”De målinger skal være meget præcise, da der er meget lille tolerance. Derfor foretager vi dem i dokken, og ikke mens skibet ligger og bevæger sig ved kajen,” siger Rasmus Nielsen, Naval Architect hos Scandlines.

Alle systemer skal testes inden turen går mod Rødbyhavn
Nu ligger Futura atter ved udrustningskajen, hvor hun skal gøres helt færdig. Alle hjælpesystemer skal testes, og derefter skal hun på prøvetur, hvor alle de såkaldte SAT (Sea Acceptance Tests) kan begynde. Her bliver alle skibets systemer testet med fuld belastning under tilsyn af Søfartsstyrelsen og klassen Lloyd’s Register.

”SAT-testene varer én til to uger, hvor skibet er ude at sejle, med mulighed for at skifte besætning morgen og aften. På den måde kan vi hele tiden have de håndværkere og teknikere ombord, som er nødvendige for at udføre rettelser og justeringer, i stedet for at alle skal være med hele tiden,” forklarer Rasmus Nielsen.

Når også SAT-testene er gennemført succesfuldt, og skibet derpå er leveret til Scandlines, kan E/F Futura begynde den lange tur hjem til Rødbyhavn, hvor en del af den kommende besætning er ved roret.

”Vi glæder os utroligt meget til at sætte vores første emissionsfrie færge i drift på Rødby-Puttgarden. Futura er en investering i fremtiden – både for os som rederi generelt og ikke mindst som et vigtigt led i, at vi kan leve op til vores mål om at sejle uden udledning af direkte emissioner på Rødby-Puttgarden ruten i 2030,” siger Scandlines COO Michael Guldmann Petersen.

Færgen bliver officielt navngivet ved en ceremoni i forbindelse med indsættelsen på Femern Bælt senere i 2024.

Data for emissionsfri Scandlines-fragtfærge til ruten Rødby-Puttgarden:
Længde: 147,4 meter
Bredde: 25,4 meter
Design dybgang: 5,30 meter
Lastkapacitet: 66 fragtenheder (cirka 1.200 banemeter)
Maksimalt antal passagerer: 140
Servicefart: 16/10 knob
Overfartstid: 45 minutter (fra 2025)
Batterisystem: 10 MWh
Opladning i havn: 12 minutter (fra 2025)
Direkte emissioner under overfarten: 0
Investering: 80 millioner EUR

Related links

Emner

Kategorier


Om Scandlines

Scandlines er et moderne og innovativt rederi med en grøn vision for fremtiden. Vi har en stolt kultur baseret på et stærkt dansk-tysk samarbejde og en maritim historie, som rækker tilbage til 1872.

Scandlines driver to færgeruter med høj kapacitet og frekvens. Seks af vores syv færger er hybridfærger, og to er desuden udstyret med et innovativt rotorsejl – og det bidrager til at gøre vores færger grønnere.

Vores kerneforretning består i at levere en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Fokus i alle vores aktiviteter – uanset om det er om bord på vores færger eller i vores BorderShops – er at give vores kunder en god oplevelse.

Med 39.000 afgange fordelt på syv færger transporterede Scandlines i 2023 tæt på 6,4 millioner passagerer, over 1,6 millioner personbiler og over 700.000 fragtenheder på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock.

Kontakt

Relateret materiale

  • Scandlines vælger leverandør til elektrificering af Femern-forbindelse

    Scandlines vælger leverandør til elektrificering af Femern-forbindelse

    Endnu en milepæl på vejen mod elektrificering af færgerne på Rødby-Puttgarden-ruten blev nået, da Scandlines den 25. april 2024 indgik kontrakt med Wärtsilä. Wärtsilä skal levere de elektriske systemer, der skal sikre, at elektricitet bidrager med cirka 80 procent af den energi, der bruges til en overfart.

  • Scandlines med rekordsommer

    Scandlines med rekordsommer

    Sommeren går på held, og det samme gælder for Scandlines’ højsæson. For en stor del af danskerne startede ferien ombord. I løbet af juni, juli og august har Scandlines transporteret 2,7 million passagerer og 728.000 personbiler mellem Danmark og Tyskland. Det er flere end sidste sommer.

  • Head of Business Administration & Special Projects Marko Möller og Head of Corporate Communications Anette Ustrup Svendsen, Scandlines

    Scandlines vinder tysk innovationspris

    Scandlines' seneste projekt mod færgedrift uden direkte emissioner er omstillingen til plug-in-hybridfærger på ruten Puttgarden-Rødby: 80 procent af den energi, der kræves til en overfart, kommer fra batterier, der oplades i havnen vha. meget effektivt opladningssystem. Scandlines modtog en innovationspris for dette projekt fra det tyske selskab for transportforskning den 5. november 2024.