Skip to main content

Nu er 4G større end 3G

Pressemeddelelse   •   Mar 25, 2014 13:00 CET

Helt nye tal fra Telia viser, at selskabets kunder for første gang bruger mere data via 4G end 3G. Høje hastigheder, bred dækning og stærkt indhold er forklaringen ifølge Telia.

I december 2010 åbnede Telia som det første teleselskab i Danmark for kundernes adgang til 4G-netværket – og siden da er det gået stærkt.

Meget hurtigt fik op til 75 % af befolkningen adgang til netværket med de høje hastigheder, og senest har Telia taget de langtrækkende 800 Mhz-master i brug, hvilket har bragt dækningsgraden op på 80 %. Det er en af forklaringerne på, hvorfor 4G nu for første gang er større end 3G:

”Det er en milepæl for os, at 4G-netværket nu har overhalet 3G. Det teknologiske tronskifte skyldes i høj grad, at stadig flere smartphones og tablets i dag kan benytte 4G. Samtidig har populære services som Spotify og HBO fået flere danskere til at efterspørge og udnytte de høje datahastigheder på 4G,” siger Christoph Nørgaard, privatkundedirektør i Telia.

Datatrafikken via 3G steg med 20 % i 2013, mens aktiviteten på 4G-nettet blev firedoblet i samme periode.

Telia fortsætter udrulningen af 4G til endnu flere danskere i løbet af 2014, hvor hastigheden også skrues i vejret. Så tiden, hvor 3G dominerede, og 4G var højhastighedsnet til de heldige få, tør Christoph Nørgaard godt dømme definitivt ovre.


Telia i Danmark er en del af TeliaSonera koncernen, som er den førende telekommunikationsvirksomhed i de nordiske og baltiske lande, med virksomheder i Spanien samt i en række lande i Eurasien, inklusiv Rusland og Tyrkiet. Ved udgangen af 2013 havde TeliaSonera en omsætning på 101,7 milliarder svenske kroner, og 189 mio. kunder (72,5 mio. på hjemmemarkederne og 116,5 mio. igennem delvist ejede selskaber). TeliaSonera er noteret på børserne i Stockholm og i Helsinki. Telia i Danmark udbyder mobil og fastnettelefoni til både privat- og erhvervskunder samt bredbåndsforbindelser og data-services. Telia havde i 2013 en omsætning på 4,6 milliarder danske kroner. Enkelthed og service er vigtigt for at vi kan skabe profitabel vækst og værdi for vores kunder og ejere. Læs mere på www.telia.dk